Forsiden  •  Sundhed  •  Miljø  •  Etik  •  Politik  •  Mad  •  Oversigter  

Hylden til korn, nødder, frø og kerner.

 

 

Samme hylde lidt tættere på.

 

 

Gule ærter, gule flækærter og grønne flækærter.

 

 

Olie/eddike-hylden, forkert placeret under loftet (for varmt...)

 

 

Kongelige kander, lidt dekorativt arvegods...

 

 

Loftshylde til krukker og fade. På den anden side ligger poser med pasta, nudler og rosiner.

 

 

Lille smart krydderihylde.

 

 

Hvidløg i vinduet...

 

 

 

 

 

Mad: Køkkenet

 

En plantespisers køkken

© Leif Varmark, plantemad.dk, juli 2011.

 

Jeg ligger og vender og drejer mig. Hjernen kører på højtryk: Hvad er det nu, jeg skal lave i dag? Jeg skal i haven og samle nedfaldsæbler, der var den nye artikel til hjemmesiden, kostplanen til Helle – hun må ud af den kørestol - jeg skal have fundet nogle sange frem til permakulturmødet, og så var der ham kværulanten på Vegetar-kontakt.dk, jeg skal have svaret, og jeg må se at få læst bogen om D-vitaminer færdig, og McDougalls nye videoforedrag om sclerose og...

 

Jeg må se og komme op. Klokken er 5.45. Brita skal køre senest 6.30, og jeg skal hakke råkost, som hun kan få med, ellers får hun kun det hundeæde, de har på hendes arbejdsplads. Okay, tøj på, vaske hænder, to skåle, frem med kniven!

 

Overblik over minikøkkenet...

 

Vores køkken er meget lille, men velindrettet, det er en nødvendighed. Jeg rækker ned i kassen med kålhovederne, som står bag mig på gulvet ved den utætte hoveddør, så der er lidt køligt. Hvidkål og rødkål, om sommeren spidskål. Her ligger også et lager af sesamfrø og solsikkekerner. Jeg skærer kålhovederne i kvarte, så de er til at håndtere, og skærer derefter to-tre skiver af, som jeg hakker i småbidder. Jeg har efterhånden lært det der med urtekniven: spidsen af kniven må ikke forlade skærebrættet, og kniven løftes op og ned, mens den flyttes hen over kålskiverne samtidig med, at du flytter venstre hånds fingre. Jo, jo, jeg har da skåret mig i fingrene en del gange, især efter vi fik en ny, superskarp urtekniv, men det er et overstået stadie. Hak, hak, hak, rød og hvid. Op i skålene.

 

Så er det gulerødderne. De ligger i køleskabet under køkkenbordet. Jeg behøver ikke at bevæge mig meget, for at få fat i dem: ned på hug og op igen. De rives på rivejernet. I et par måneder har vi gulerødder fra haven, så de skal bare skrubbes, men ikke skræl-les: ekstra vitaminer! Så er det æblerne, i denne tid også fra haven. De står også i en kasse på gulvet. Vi har både sommer æbler og vinteræbler, de sidste kan gemmes helt til februar. I begyndelsen rev jeg også æblerne, men det er lækrere at have noget at tygge i, så nu skærer jeg dem i tern: Æblet vaskes og skæres over i fire stykker, stilk, blomst og kernehus fjernes, og de kvarte både snittes i 4-5 stykker på langs, mens du med fingrene holder sammen på stykkerne, så de ikke splittes ud over skærebrættet, og derefter kan du snitte dem samlet på tværs. Op i skålene.

 

Det hele drysses med en håndfuld rosiner og en håndfuld solsikkekerner. Rosinerne ligger på lager på en hylde over mit hoved (16 poser) og solsikkekernerne står sammen med andre gryn, bønner, nødder og kerner i store genbrugs-olivenglas på reolen umiddelbart til venstre for køkkenbordet, så det er bare at række ud efter dem. Og dressingen står i køleskabet: et mindre syltetøjsglas med citronsaft og et eller to knuste hvidløg. En spiseskefuld af den, op i skålene. Den ene skål hælder jeg over i en plast-boks med lufttæt låg. Den får Brita med på arbejde. Farvel.

 

Kornkværnen ved siden af hoveddøren. Det er svært at fotografere, da der altid enten er for mørkt eller for lyst...

 

Kornkværn

I køkkenet, som jeg selv har tømret sammen af hobbyplanker af billigt fyrretræ, har vi ved siden af hoveddøren ud til vejen en reol med blikbokse med krydderilager (uåbnede poser), hel hvede, hel spelt, hel rug, diverse knækbrød og så en elektrisk kornkværn. Det er alle tiders! Altid friskmalet mel til hjemmebagt brød. Men det er Britas opgave. Hun bager altid fire rugbrød af gangen, og derefter to kæmpe hvedebrød, som er hævet i de der smukke pilefletkurve, så mønstret aftegner sig på det færdige brød. Brødene er fyldt med hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, sorte sesamfrø og hvad hun ellers finder på den dag. For foden af denne reol, hvis tre nederste hylder i øvrigt er fyldt med sko(!), står en kurv med kartofler og løg, somme tider også en pose med rødbeder, sødkartofler eller selleri, ting, som kan holde sig nogle dage på det kølige køkkengulv uden for køleskabet. Bag kurven er stavlet et lille lager af boghvedecornflakes og quinoa-cornflakes op. Der er endnu flere sko her på gulvet. Ignorér rodet, men bemærk løbeskoene, please!

 

Køkkenreol 1

Så kommer den nævnte gryn-bønne-nøddereol. Oven på reolen ligger vores lager af tørrede bønner, for tiden hvide, sorte, brune, kidney, pinto, azuki, og lima. Plus en æske med ekstra filtre til vores vandrensekande. På hylden nedenunder står fire store 4-liters syltetøjsglas med sojabønner, røde ris (de sundeste af alle ris), kikærter og fuldkorns-bulgur. Foran dem, i mellemrummene mellem dem, står glas med småting som oliven, kapers, pesto (uden ost!) og bruchetta. Næste hylde: Fire 3-liters glas med havregryn, cornflakes, müesli og grødris. Foran dem står mindre glas med hvedekim, hirseflager, boghvedeflager, quinoaflager, sojaflager, hel quinoa. Så kommer nødde- og kernehylden. Der er plads til to rækker af de der olivenglas, så der er mange, i alt 20 stk. Inderst står knust bukkehornsfrø, hørfrø, hampefrø, valnødder, hasselnødder, cashewnødder, paranødder, mandler og sorte sesamfrø plus et par relikvier fra gammel tid, vi ikke har fået smidt ud endnu: en halv pose mørkt rørsukker og en halvtom flaske lys sirup. Yderst står hele bukkehornsfrø, hel hirse, røde linser, grønne linser, græs-karkerner, sesamfrø, solsikkekerner, sojaflager, tranebær og rosiner samt et mindre glas med pinjekerner.

 

Men nu begynder den pinlige orden at smuldre. De næste to hylder rummer bunker af mærkværdige ting, som udskiftes med jævne mellemrum eller som har gemt sig bort i flere år: to 15 år gamle, uåbnede øl (Albani Skibsøl og Ringkøbing Pilsner med sidste salgsdato 25.3.1994), et apotekerglas med hele valnødder, et glas med hele jord-nødder, et glas karsefrø, 5-6 forskellige slags hjemmelavet syltetøj (solbær, ribs, hindbær, kvæde), andre glas og dåser med tahin, blommerelish, orangeblomstvand, syltet ingefær, soltørrede tomater, husk, abrikosmarmelade, peanutbutter, pære/ fennikel-marmelade, akaciehonning, svesker, kirsebærsovs, og – ups! - en dåse bihonning, dog næsten tom. Ud med den! Og en dåse steviapulver. Her er også plads til en stabel bordskånere på højkant samt et persillehakkebræt.

 

Jeg skal ikke trætte med beskrivelse af de to sidste hylder, kun oplyse, at det bliver værre og værre (åhr dog... en lille smagsprøve: syltede græskar, valmuefrø (3 forskellige slags!), appelsin/brændevin-marmelade, risgaletter, flåede tomater, kokosmælk, paradisæblegele, vandkastanjer, pastasovs, en pose stokrosefrø(?) samt hjemmelavet jordbærmarmelade, solbærmarmelade og mirabellemarmelade. Men så er det også umuligt at se mere, for foran hylderne står en stor spand fyldt med melposer af forskellig slags – speltmel, fuldkornsdurummel, alm. hvedemel og også et par poser rørsukker - og ved siden af står en stor kurv, som vi smider brugte flasker, dåse og glas op i til senere bortskaffelse. Den er sjovt nok altid propfyldt.

 

Den første køkkenreol fra hoveddøren - korn, nødder, frø...

 

Der er også en lille ekstrahylde til venstre for reolen, og her står en blå emaljespand fyldt med brune ris, thai-ris og parboiled ris, og ved siden af en høj dåse med spaghetti. Oven på den ligger der yderligere 6 pakker spaghetti og balancerer, heraf 3 pakker fuldkorns-durum (dog ikke, da billedet blev taget...). Bag ved står en gammel irmakiksedåse med Irma-pigen på. Der ligger 5-6 ældgamle mariekiks i den...

 

Køleskabet

Var der ikke engang en TV-udsendelse, der hed »Hvad har du i køleskabet?« Her er vores: åbnede dåser og karton'er af sojafløde, havrefløde, umeboshi, pickled ginger (det må være noget, Brita kommer i sushi'erne), chilibønnesovs, sambal oelek chili pasta, mere pickled ingefær, kinesisk ingefær, bruschetta, ajvar, rød pesto, en rest ubestemmeligt syltetøj af hjemmelavet karakter, æblemos, hjemmelavet dadelpålæg, blåbærmarmelade, pære/fennikel-syltetøj (hvornår er det syltetøj og hvornår er det marmelade?), artiskok/rød peber-smørelse og kikærtehumus.

 

Det var det første vers, her kommer andet vers: en stor plastikbakke oliven, en bakke champignon, en pose bambusskud, en bøtte FRI margarine, en karton tomatsaft, en halv agurk (ligger frit og tørrer ud...), to store hvedeøl, et blomkålshoved, en rest dadelsirup fra Berlin, et glas syltede rødbeder, et bæger sojayoghurt, en boks med surdej og en rulle pumpernikkel.

 

Tredje vers/hylde: En flaske hvidvin (Brüder Dr. Becker Scheurebe Kabinett 2008 fra Godset.dk), et par porrer, halvandet rugbrød i plastikpose og en gryde med grøn-kålssuppe fra i går. Så ligger der et par karton’er med rismælk, sojamælk med hasselnød og sojamælk med cappuccino. I de to grøntsagsskuffer er der henholdsvis gulerødder, broccoli og agurk og rød peberfrugt, squash, ingefær og en pose Sauerkraut fra Berlin. Endelig er der lågen, ovenfra og ned: Dijonsennep, en tube wasabi, to pakker gær, grøn pesto, revet peberrod, ahornsirup, rød karrypasta, en rulle frugtpålæg, en pose cacaonibs, en mørk og en lys miso, en strødåse falsk parmesanost, en halv pose gojibær, en flaske vand, blåbærsaft, tranebærsaft og endelig en karton tomatsaft.

 

Køkkenbord og skuffer

Køkkenbordet er en plade lagt oven på køleskabet og tre hjemmelavede skuffedarier. Pladen går ind til væggen, hvor jeg har hængt tre hylder op over hinanden. På hylderne står kander, skåle og glas, men der er dog også lige plads til et par pakker med meat free burgermix, falafelmix og egg-replacer, noget, som vi i starten troede, plantespisere havde brug for, men vi har ikke rørt det i månedsvis. I skufferne ved siden af køleskabet er der øverst den sædvanlige rodeskuffe med smørebrætter, elastikker, proptrækkere, ølåbnere, tøjklemmer, snor, et par sandwichposer, et par kuglepenne, nogle korkpropper, en notesbog, en muslingeskal(?), en pose lagkageflag, låseolie til bildøren, en pakke kleenex, en rulle smørrebrødspapir... Næste skuffe er fyldt med plastikbokse, og så kommer vi til skuffelageret:

 

Tredje skuffe: 6 pakker lasagne-plader, 7 poser cashewnødder, 1 kg mandler, en pose boghvedemel, en pose sojamel, 1 kg havregryn, 7 små poser pinjekerner, en rest rørsukker, en pose naturris, en halv pose havreklid, to poser hirseflager, en pose abrikostern, en pose hvedekim, en pose hampefrø og en gammel rest lucernefrø. Fjerde skuffe: En pose røde linser, 3 poser belugalinser, 3 poser sesamfrø, en pose sorte sesamfrø, en pose basmatiris, to poser rød quinoa, 3 poser græskarkerner, to poser sojabønner, en pose sorte sojabønner, to poser couscous, 5 poser svesker og 3 poser soltørrede abrikoser.

 

Så kommer køkkenvasken. På køkkenbordet ved vasken står en krukke med en rulle miljørigtigt toiletpapir i stedet for køkkenrulle samt en skål med håndsæbe og negle-børste (ups, svinebørster!). Der er en flaske opvaskemiddel fra Ecover, som vi bruger meget lidt af, og der er også en sprøjteflaske med flydende håndsæbe, fordi vi har besluttet at gå over til dette i stedet for den gammeldags bakteriesamlende håndsæbe. En anden krukke er fyldt med opvaskebørster (mere svin...). Over vasken er der et lille vindue, hvor hvidløgskrukken står.

 

Under køkkenvasken har vi den sædvanlige skraldepose plus bøtte til det grønne affald, som vi smider i vores kompostbeholder ude i haven. Der hænger et opvaskestativ, som vi aldrig bruger, og der hænger en lille samling flaskerensere. Der er også en smal hylde med ekstra opvaskebørster, en grøntsagsskurehandske eller hvad de hedder, en pakke skuresvampe, en flaske skurecreme fra Ecover og lidt mere kemi, som vi vist ikke skal tale om, og så er der en bøtte brun sæbe. Det hele afsluttes med en håndkost og en fejebakke.

 

Køkkenbordet afsluttes med en lille plads med 4 skuffer under til service, køkken-redskaber, fryseposer, kaffefiltre, kompostposer, (kar)klude og viskestykker samt brugte plastikposer, som vi bruger til skraldeposer. Jeg fatter ikke, hvor de kommer fra. Jeg køber aldrig en plastikpose, og Brita er enig i, at det er noget lort. Der er mange af dem, hvor der står H&M, Vera Moda, Nørgaard og sådan noget... På bordet over skufferne står en DAB-radio og en rund spiredims af rød ler. Ovenover er der et par hylder med småkrukker til kaffe, the og andre besynderligheder, bl.a. øldåsehanke, som Ane laver smykker af - hun har vist et sort-blankt punker-gen et eller andet sted...

 

Endnu et lille skuffedarium, lidt lavere end de øvrige, hvor første skuffe rummer alle mulige ting til bagning: bagepapir, bagepensel, bageforme, et par strikkepinde med korkprop i samt et væld af målebægre. Derefter en skuffe med diverse småværktøj: hammer, søm, skruer, øskner, knivtang, rørtang, umbraco-nøgler, sejlgarn, batterier m.m. Den tredje skuffe indeholder en sandwich/vaffel-maskine eller hvad de hedder – vi bruger den aldrig, og sidste skuffe rummer lager af fryseposer, affaldsposer, kompost-poser osv. i en mængde varianter plus lager af grydeskeer, hoveder til opvaskebørster, gummiringe til syltetøjskrukker, grillspyd, tre sigter samt et antal reagensglas-lignende genstande, som der vist har været hel vanilje i. På pladen over skufferne, lidt for-sænket i forhold til køkkenbordet, står en røremaskine, Kenwood Major, og ved siden af og bagved har vi en stavblender, et elektrisk piskeris, en elektronisk vægt og en kaffekværn. Bagerst en stikdåse med 6 stik, som alle er i brug.

 

Det elektriske hjørne... 

 

Så kommer komfuret, et tilfældigt elektrisk et, vi har fået forærende, med fire kogeplader og en ovn samt opbevaringsrum til bageplader og bradepander. For nylig har vi anskaffet os en Vitamix-blender, og den har vi af mangel på plads måttet stille på den bagerste kogeplade, og så har vi klistret tape over tændeknappen… Komfuret står foran et vindue, og i vindueskarmen står en krukke med grydeskeer samt et par potteplanter, bl.a. en forbløffende alpeviol, der blomstrer hele tiden. Af og til har vi krydderurter der. Over vinduet er en hylde med vaser og karafler samt kaffekande, thekande og chokoladekande i kongeligt porcelæn (arvestykker), en hjemmelavet estragon-eddike samt tre rædsler fra gammel tid: tidselolie, jordnøddeolie og østers-sauce! Ned fra hylden hænger tre øser, og under hylden hænger en gammeldags kagerulle.

 

Så er vi ved at ramme væggen modsat hoveddøren, men på endnu et lille skuffedarium med plade over står en elkedel, en termokande, en dåse bouillonpasta, en flaske hjemmelavet roseneddike og en brødrister samt i hjørnet to store lerfade med tilfældige ting i, mest reservelager af krydderier, nogle dimser til røremaskinen, et lille rivejern til krydderier samt en pileflettet bordskåner, alt sammen dækket af et par thehætter. På brødristeren står en thekande. Første skuffe under indeholder et bredt udvalg af kemi til bagning: natron, bagepulver, hjortetaksalt, potaske, vanilje, vaniljesukker, vanilje-stænger, kardemomme, nelliker, stegeposer samt også noget vinsten og citronsyre. Anden skuffe er the-lageret: grøn the, grøn thepulver, hvid the, pepermyntethe, chai the, noget kanel-krydderthe, noget i poser, noget i breve. Nogle af thebrevene har kun kinesisk påskrift, så vi aner ikke, hvad det er. Der ligger også en pose med tørrede et eller andet, som vi også har glemt hvad er… Resten af skuffedariet er et par åbne rum til gryder og pander, en stor suppegryde og en wok, som er stablet så snedigt, at de kan være der, selv om de egentlig ikke kan være der…

 

Inde i hjørnet over fadene har vi en lille krydderihylde fra bord til loft. Øverste etage er dog diverse væsker: risvin, riseddike, tamari, sød chilisovs, sherry og en miniflaske/tube kokosolie. Så kommer en hylde med laurbærblade, salvie, estragon, rosmarin, ramsløg, mynte, timian, basilikum og oregano. Tredje hylde: Stærkt chilipulver, sødt chilipulver, paprika, røget paprika, karry, gurkemeje, cayennepeber, koriander, spidskommen, fennikelfrø og sennepsfrø. Sidste hylde rummer muskatnød, kanel, hel kardemomme, stødt kardemomme, allehånde, stjerneanis, nelliker, enebær, tukmaria (basilikumfrø) samt tre forskellige glas med noget, der ligner sorte sesamfrø, men de er i forskellige sorte nuancer.

 

Køkkenreol 2

Så drejer vi 90 grader: Endnu en reol, eller rettere en halv reol, da nederste halvdel ikke har hylder, for så ville man jo ikke kunne hive bagekemi-skuffen og theskufen ud! Øverst på denne halvt svævende reol har vi et udvalg af olier og balsamico’er, for tiden: rapsolie, hampeolie, macadamiaolie, olivenolie, avocadoolie, æbleeddike, æble-cidereddike, hvidvinseddike, æble/hyldeblomst-eddike, aceto-balsamico og figen-balsamico. Herunder en hylde med tre 3-liters henkogningsglas fyldt med gule ærter, gule flækærter og grønne flækærter, og så er der lige plads til et par pakker tortillaer, bl.a. en af rispapir. Næste hylde er til småting: små glas med oliventapenade, bru-schetta, fyldte vinblade, soltørrede tomater, et par glas med særlig lækker karry fra Karrykompagniet samt noget, der ligner en mondæn pudderdåse indeholdende ægte safran, som vi har fået af nogle iranske venner. Og endnu en forvirret småtingshylde: anispulver, tørret persille, garam masala, sesamsalt, saltede citroner, to glas blåbær-marmelade og noget soja/ingefær-suppepulver hjembragt fra Kenya af Sidsel. Pulveret skulle angiveligt modvirke kræft, hjertesygdomme og præmenstruelt syndrom!

 

Næste hylde rummer kun to grydelåg, et tomt 3-liters glas, en stor dåse fyldte vinblade og en filtervandkande. På sidste hylde står ligeledes to grydelåg samt to skåle med citroner, limefrugter, avocado, mango og sådan noget. Mellem skålene står et glas hjemmelavet the: bukkehornsfrø, fennikelfrø, anisfrø og lakridsrod – godt mod truende betændelsestilstande.

 

Herunder står en lille rullereol, som må rulles ud, når vi skal have fat i gryderne. Den rummer for tiden en ekstra kande til Vitamix'en, nogle pakker med thebreve, en kasse-rolle, en dampindsats, en saftpresse og en mandolin.

 

Køkkenreol 3

Puha – sidste reol: Da denne reol står op ad skorstenen, er der mest tomme syltetøjs-glas og dåser til når vi laver humus, syltetøj, dadelpålæg og sådan noget, og så står der bageforme, en morter, en gammeldaws vægt  og et par ½-litermål. Men også lidt ting og sager, som kan tåle varme: der er et par glas med forskellig slags peber, der er en pakke Maldon-salt, som er godt gammel, da vi næsten aldrig bruger salt, og et syltetøjsglas med rørsukker, som er lige så gammelt, og så står der kornkaffe, kakao, carob, majs-stivelse, kartoffelmel, en flaske atamon og et par flasker citronsaft.

 

Nederste hylde rummer en lille samling kogebøger. På den ene side af reolen hænger et par støbejernspander, en gryde og en slip-let-pande, og på siden af skorstenen hænger en fejekost. Det var vist det.

 

 

Toiletdør, masseovn, køkkenreol, skorsten, trappe...

 

 

Kornkværn.

 

 

Vi køber hel rug fra Aurion, 12½ kg, og kværner det selv til mel.

 

 

Britas klatboller, hvor den tynde dej ligger i køleskabet natten over.

 

 

Britas grovbrød, som er hævet i pilefletkurv.

 

 

Britas rugbrød, altid 4 ad gangen.

 

 

Spirekrukke.

 

 

 

Plantemad © 2010 • plantemad@mail.dk • 42 45 94 14

Eksemplarfremstilling af papirkopier/prints fra denne hjemmeside til undervisningsbrug og intern administrativ brug er tilladt med en aftale med Copydan Tekst & Node