Lupus
(NB! Denne artikel omhandler den autoimmune sygdom Systemisk Lupus Erythematosus, som ikke må forveksles med lupus vulgaris, som er en bakteriefremkaldt sygdom, også kaldet hudtuberkulose.)
Mayra - næsten død af lupus
© Leif Varmark, plantemad.dk, 2011. Oversat efter Star McDougaller: Mayra. Fortalt af Mayras far, Victor Dengler. Med kommentar af John McDougall.
For 2 år siden var vi lige ved at miste vores 13-årige datter, Mayra, da det pludselig blev opdaget, at hun led af en autoimmun sygdom, »Idiopatisk Trombocytopeni Purpura« (ITP). Denne sygdom skyldes i sidste ende en bagvedliggende Lupus. ITP er en tilstand, hvor kroppen angriber sine egne blodlegemer og blodplader. Ca. to uger før Mayras hospitalsindlæggelse opstod der udslæt (petekkier) på hendes ben og blå mærker på hendes arme, en uge senere blev hun meget træt, og fire dage efter blev hendes tilstand værre med svær hovedpine og svækkelse i venstre side af kroppen og ansigtet.
Vi fik en aftale med vores familielæge, der først troede, det var anæmi. Han bestilte en blodprøve på et laboratorium tværs over gaden. Laboranterne var forbløffede: de havde aldrig før set blod, der lignede vand så meget. Mayra havde mistet næsten halvdelen af sit blod (hæmoglobin 7,9) og hendes blodplader var også faretruende få (blodplader er vigtige for blodets evne til at størkne). Ambulancen kørte hende direkte fra lægens kontor til hospitalet den 5. november 2002.
Hun fik pose efter pose med blod - og lige så hurtigt som de gav hende transfusionerne, åd hendes krop blodet op. De talte om at fjerne hendes milt og at foretage en knoglemarvstransplantation. Den femte nat gik jeg ind i et tomt hospitalsværelse - de havde sendt hende på intensivafdelingen. Der blev jeg vidne til et mareridt - hun lå omgivet af maskiner, og hun havde en slange ned i halsen, fordi hun ikke engang kunne trække vejret på egen hånd. De fortalte mig, at de frygtede, hun havde haft en form for slagtilfælde. Situationen blev hektisk, og de foretog en rygmarvsprøve, en knoglemarvsbiopsi og flere andre diagnostiske undersøgelser. Hospitalets chefblodlæge sagde at det stod virkeligt dårligt til, og at det måske kunne være denne aften, vi ville miste hende.
Da vi var alene, strøg jeg håret fra hendes ansigt. Hendes øjne var vilde af angst. Jeg fortalte hende, at vi vidste, hun elskede os, og at vi elskede hende. Jeg fortalte hende alle de ting, som en far skal fortælle på et tidspunkt som dette. Ikke en eneste gang vendte jeg mine øjne fra hende, mens hun stirrede op i mine. Mens jeg talte, var det som om vi var de eneste to mennesker på jorden, selvom jeg hørte hendes mor græde sagte i baggrunden. Heldigvis overlevede Mayra denne nat.
Mayra fik yderligere fem dage med transfusioner, plasmaferese, kemoterapi og steroider - og hun overlevede. Hun blev hjemsendt efter to uger med medicin og instruktioner om at tjekke sine blodtal hver uge i en måned eller to. Efter to måneder så det hele normalt ud, og vi var begejstrede. Men så fik vi nyheden om, at hun havde Lupus - en alvorlig autoimmun sygdom, der angriber led, nyrer, hjerne og blod. Det var Lupus, der havde været den underliggende årsag til hendes ITP, som havde ødelagt hendes blodlegemer og blodplader. Reumatologen satte hende på steroider igen og sagde til mig: »Disse steroider er for resten af livet. Du ved, hvor syg hun var. Du vil vel ikke have hende tilbage på intensivafdelingen!«
På en eller anden måde vidste jeg, at der måtte være en bedre måde, så jeg bad lægerne om tid til at finde ud af noget. Måske kunne man ændre hendes kost eller hendes sind, og at fjerne giftstoffer fra hendes krop ville måske være et bedre svar. Lægerne var absolut ikke glade for det, men de ville godt lade mig prøve. »Hvis det ikke virker, så bliver det den vestlige medicin,« sagde de til mig. Hendes mor, vores familie og venner og hendes læger troede alle sammen, at jeg havde mistet forstanden, fordi jeg håbede, at der var en naturlig måde at hjælpe hende på, men jeg ville ikke opgive hende - aldrig. Hvilket valg havde jeg? Mayra var min eneste datter. Hvad var det for et liv, hun havde at se frem til? Flere og flere stærke piller og indsprøjtninger, være syg hele tiden, tre eller fire ture til hospitalet om året for at få blodet filtreret (plasmaferese), og i sidste ende nyreskader?
I de næste 4-5 måneder ændrede vi hendes kost. Vi gav hende masser af rå økologiske frugter og grøntsager, fjernede mælk og sodavand, stoppede med alle hårspray, parfumer og deodoranter, smed aluminium gryder og pander ud, og gav hende kun flaskevand at drikke. Jeg brugte hundredvis af timer på biblioteker og på internettet og lærte alt, hvad jeg kunne om sundhed og sygdom, sund mad, vitaminer, urter, giftstoffer og allergier.
Blodprøverne viste, at hendes krop var holdt op med at angribe hendes røde blodlegemer, men nu var hendes immunsystem begyndt at ødelægge de hvide blodlegemer. Og vi kunne se, at hendes Lupus var meget aktiv, fordi antallet af antistoffer, der overfaldt hendes DNA, også var meget højt. Derfor ville hendes læger have hende til at genoptage antikræft-kemoterapien (Cytoxan eller Methotrexat) for at undertrykke hendes immunforsvar, i håb om at få antallet af hvide blodlegemer op igen.
Da hendes nyrer og hendes led stadig var OK, så jeg ingen grund til at fremture med flere giftige stoffer. Jeg tog hende til Dr. Andrew Weils Klinik for Integrative Medicine ved University of Arizona den 12. maj 2003. Lægerne fik hendes historie og kom derefter med nogle forslag, så som mere olivenolie og fiskeolie samt vitaminer og kosttilskud, som skulle modvirke inflammation. De støttede hende i at holde sig væk fra mælk, men anbefalede at hun fortsatte med at spise fisk, rejer, kød og æg i moderate mængder. Desværre var deres bestræbelser forgæves: hendes hvide blodlegemer blev stadig færre og færre. Da der tilsyneladende ikke var andet valg, satte lægerne hende igen på steroider, plus Plaquenil (en anti-malaria medicin), og de insisterede stadig på mere »kemo«.
Jeg vidste, at noget måtte gøres, og det snart. Vi var næsten løbet tør for ideer på dette tidspunkt, og jeg vidste, at medicinen ville medføre lige så mange, hvis ikke flere, problemer, som den sygdom, den skulle forestille at behandle. Men så førte mine undersøgelser på internettet mig til sidst til Dr. McDougalls hjemmeside, hvor jeg læste om »Star McDougall'erne« Vanessa og Sabrina. Jeg regnede med, at hvis de kunne blive helbredt fra lignende problemer, så kunne Mayra også. Jeg holdt øjeblikkeligt op med alle dr. Weils kosttilskud og urter, og så begyndte Mayras seriøse kostomlægning i august 2003.
Resultaterne af kostomlægningen viste sig øjeblikkeligt. Næste måneds blodprøve viste et normalt antal hvide blodlegemer, og det samme gjorde den næste, og den næste. Tre hele måneder! Ingen steroider og på egne ben. I de to første måneder tog hun stadig 400 mg Plaquenil dagligt, men tredje måned var hun også uden dette lægemiddel. Og da vi begyndte at følge kostplanen mere konsekvent, blev alting bedre. Hendes hvide blodlegemer er nu normale (4,8). Næsten et år efter starten på McDougalls kostprogram er hun stadig sund og stoffri.
(McDougalls kommentar: Næsten et år senere var Mayras forældre tilstrækkeligt sikre på hendes helbredelse, at de turde fortælle hendes historie. Hendes seneste lægebesøg har hjulpet på det...)
Jeg går sjældent med Mayra til læge, fordi jeg har svært ved at komme overens med dem, men jeg gik med i dag (10. juni 2004) for at stille nogle spørgsmål og for at se hendes medicinske journaler. Hendes læge sagde til min overraskelse, at det rent faktisk så ud til, at det er kosten, der er årsag til hendes bedring, og at det ikke så ud til at være en tilfældighed. Da mødet var ved at være forbi, kiggede overlægen for afdelingen ind og spurgte, om vi nu var sikre på, at vi ikke ønskede Mayra skulle tage mere medicin. Hvilken frækhed! Jeg blev virkelig forbløffet et øjeblik, og det fortalte jeg ham i utvetydige vendinger.
Vi er taknemmelige over for hospitalet og lægerne, men vi mener, at hvis vi dengang havde vidst, hvad vi ved nu, så var hun aldrig blevet syg. Jeg håber, at andre forældre kan drage nytte af vores erfaringer og undgå en lignende tragedie ved at give deres familie de rigtige ting at spise, før der sker noget slemt.
Kommentar af John McDougall:
Tænk et øjeblik på, hvad vi giver vores børn at spise: sukkerfyldte kager, colaer, fedtede burgere, hotdogs lavet af unævnelige ting fra dyr, pommes frites kogt i hærdede fedtstoffer, mælk fra køer - og så undrer vi os over, hvorfor de bliver syge? Vi bør i stedet undre os over, hvorfor der er så mange, der ikke bliver syge. At kunne overleve en sådan grad af fejlernæring er en hyldest til den menneskelige krops styrke. Men hvordan overlever børnene?
Tænk igen. Jeg synes ikke, at børnesundheden i de vestlige samfund er noget at være stolt af. Mere end 1/3 af børnene er groft overvægtige. De fleste har forstoppelse. De lider af mavesmerter, hovedpine og gigt, hver dag. Deres hud er fedtet og oversået med acne. De bliver seksuelt modne længe før de er mentalt modne (for tidlig pubertet). Alle disse fysiske lidelser omsættes også til følelsesmæssige lidelser. Man skulle tro, at dette bjerg af elendighed ville være en anspore til handling for alle forældre og berørte borgere.
Desværre er det kun få mennesker, der ser forbindelsen mellem deres ske og gaffel og de sygdomme, der rammer dem som en følge af den moderne, vestlige kost. Selv livstruende begivenheder, som dem der ramte familien Dengler, resulterer sjældent i, at folk spørger »hvorfor og hvordan« - og så utrætteligt søger efter svarene. Men det burde de: Hvorfor har jeg et hjerteanfald? Hvordan kan jeg slippe af med min diabetes? Hvorfor er jeg lammet af gigtsmerter? Hvordan kan jeg give min familie alt, hvad den fortjener - især et godt helbred? Der findes enkle svar derude for dem, der søger sandheden.
Mayras helbredelse kostede ikke hendes familie en rød øre, og hun lider heller ikke af nogen bivirkninger. Og hendes fars insisteren på, at der må være et bedre svar, er den eneste grund til, at hun har sit helbred i dag. Vil du være den person i din familie - eller blandt dine venner - der insisterer på, at der må være et bedre svar? Der er ingen grund til at vente.
Mayras autoimmune sygdom
Mayras underliggende problem var, at hendes immunsystem angreb hendes eget væv - en tilstand, der kaldes en autoimmun sygdom. Idiopatisk Trombocytopeni purpura (ITP) betyder, at lægen ikke ved, hvorfor (idiopatisk) hendes krop er ved at ødelægge hendes blodlegemer og blodplader (forårsager trombocytopeni), og nu er patienten begyndt at bløde gennem huden (purpura). ITP kan opstå som del af en mere generel lidelse kaldet Lupus. Lupus er en sygdom, der opstår blandt befolkninger, der spiser den vestlige kost, og den er ukendt blandt mennesker, der spiser en plantebaseret kost.
Mekanisme bag de autoimmune sygdomme er en stofskifteproces, der kaldes »molekylær efterligning«. Fremmede proteiner fra fødevarer (sædvanligvis animalsk protein) kommer ind i blodbanen gennem en »utæt tarm«. Denne overdrevent gennemtrængelige tarm kan skyldes mange ting, herunder et højt fedtindhold og anden skadelig kost. Disse proteiner aktiverer immunforsvaret, som producerer antistoffer, som angriber væv i personens egen krop. En sund kost stopper disse angreb ved at fjerne de animalske, fremmede proteiner, forbedre immunsystemets effektivitet og helbrede den utætte tarm.
Denne helbredende kost er den samme som McDougalls kostprogram: stivelse, grøntsager og frugt - ingen animalske produkter af nogen art og ingen tilsatte olier. Link øverst i højre spalte.
