© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Hans Jørgensen, Holte ved Svendborg, 1861. DGF 100.

LM 8-dans

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Kjesten Mari Helvigs, Agerskov, 1854. DGF 13.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Ane Marie Hansen, Nørre Ørslev, 1900. DGF 390.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Nis Sørensen, Hørning, 1873. DGF 286.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Kristoffer Larsen Lund, Bromme, 1876. DGF 384.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Ane Kirstine Jakobsdatter, Feldborg, 1875. DGF 387.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2010. Melodi: Personlig version efter Jensine Kristensdatter, Vandborg, 1890. DGF 311.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Melodi: Personlig version efter Peder Mathisen, Rostrup,1887. DGF 421.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Melodi: Personlig version efter Jens Kristensen, Ersted, 1886. DGF 241.

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2010. Tekst: Personlig version efter forskellige sangere, slutningen af 1800-tallet og nutid. Melodi: Personlig version efter anonym, Torslev, og Mikkel Sørensen, Alstrup, 1894. SK 158.

Svend Peter han ned ad købstadsgaden gik
   Svend Peter han ned ad købstadsgaden gik
der så han en jomfru di dah dah dah dah

der så han en jomfru i vinduet sad

Svend Peter han løfted' sin højpulled' hat:
»Og må jeg ikke sove hos skønjomfruen i nat?«

»Jo vel må du sove her hos mig i nat
men så skal du vogte dig for den lille missekat«

Den første nat Svend Peter hos jomfruen lå
da fandt han hos hende en lille storetå

Den anden nat Svend Peter hos jomfruen lå
da fandt han hos hende de hvideste lår

Den tredje nat Svend Peter hos jomfruen lå
da fandt han hos hende den missekat så grå

»Og hør du Svend Peter tag handske på din hånd
den missekat den har jo så hvas en tand

»Og hør du skøn jomfru nu siger du til mig

hvor mange har den djævel mon bidt ihjel for dig«

»Ja først bed den degn og så bed den præst
så bed den en hovmand med sadel og med hest

Og så bed den fire og så bed den fem
og så bed den tredve af kongens bedste mænd

Og så bed den otte og så bed den ni
så bed den en svensker i alt hans liberi«

Svend Peter drog ud sin meget lange kniv
så jog han den op i missekattens liv

Svend Peter krøb op til den højeste top
der så han en krebs komme krybende derop

Svend Peter han ud ad vinduet sprang
med begge dele i højre hånd

Svend Peter og han løb ned til den strand
der så han en krebs komme krybende i land

»Åh hjælp mig nu Gud og du hellig Sankte Hans
den djævel han er både til lands og til vands«

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter anonym sanger, Vendsyssel, 1854. Melodi: Egen komposition. Ældste kendte version: 1854. SK 96.

LM 8-dans

Der kom en hovmand ridende til jomfruens gård
   der kom en hovmand ridende til jomfruens gård
der stod en gammel kælling di dam didl lam bam bam didl lam
bim bam didli ram bam bam bibeli bam og ruskede sit hår

   der stod en gammel kælling di dam didl lam bam bam didl lam
   bim bam didli ram bam bam bibeli bam og ruskede sit hår

»Goddag min kære kone så favr og så fin
og må jeg få din datter til ægtehustru min«

»Og nu har jeg sagt dig tre-fire gange nej
gid Fanden ville ta' dig og føre dig på vej«

Og kællingen tog op sin meget lange kæp
»Ka du så skrubbe af og det ska gå lidt tjep«

Og hovmanden sprang over kær over mose
og kællingen bagefter i sin' strivrede hose

Og hovmanden sprang over dybeste kær
så stod der tre rakkere og flåede en mær

Den ene han flåede den anden han trak
den tredje han sad udi mærens røv og drak

»Og hør I kære rakkere og vær mig så snild
nu kommer der en kælling hun er både gal og vild«

Og rakkerne ind i buskene løb
og hovmanden ind i mæren krøb

Hvis nogen nu vil vide hvor den hovmand er i nat
så ligger han udi mæren og ryger stærk tobak

Hvis nogen nu vil vide hvor den hovmand holder hus
så ligger han udi mæren og drikker sig en rus

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst og Melodi: Personlig version efter C. E. Müller, Vejle, 1894. Ældste kendte version: 1877. SK 77 B.

Bonden og hans væne viv de sad for ild og banded

   bonden og hans væne viv de sad for ild og banded

»Du var ikke mø da da di da di da di dah dah

di di da da di dah dah da vi to vi kom sammen«

   »Du var ikke mø da da di da di da di dah dah

di di da da di dah dah da vi to vi kom sammen«

»Hvad enten jeg var mø eller ej derpå skal du ikke lide

men jeg vil ha både brune og blå så mange jeg kan slide«

»Nej du får hverken brune eller blå du skal i vadmel gange

for du er ikke som andre møer der væver væven den lange«

»Så rid du dig til marked hen og sælg vor hest den hvide

og kommer du for silde hjem da vist din røv skal svie

Ja rid du dig til marked hen og sælg vor hest den røde

og kommer du for silde hjem så vist din røv skal bløde«

Og bonden red til marked hen og mødte den købmand god:

»Og hør du gode bonde vil du sælge dine heste to«

»Jeg tør ikke ride til ølkonens dør så tøver jeg mig for længe
og kommer jeg for silde hjem min hustru er i senge

Og kommer jeg for silde hjem og min hustru er i senge

så tager hun op sin kæp så stor og siger hun vil mig tæve«

»Og tar hun op sin kæp så stor og siger hun vil dig tæve

så tar du frem en anden kæp og siger du mand vil være«

Så red han til ølkonens dør og så tøved han for længe

så kom han for silde hjem hans hustru var i senge

Og hun tog op sin kæp så stor og sagde hun ville ham tæve

men han tog frem en anden kæp og sagde han mand ville være

De sloges en dag de sloges i to de sloges den tredje med

så smed hun væk sin kæp så stor og kaldte ham kære herre

»Og skam skal du ha du købmand for det råd som du ham gav

nu har han slået mine lemmer itu så jeg hverken ka vride eller vende«

»Og tak du gode købmand for det råd som du mig gav

nu har jeg fået min hustru så jeg kan hende vride og vende«

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter Conrad Frederiksen, Hersnap, 1856, og andre sangere. Melodi: Personlig version efter Conrad Frederiksen, Hersnap, 1856. Ældste kendte version: Karen Brahes Folio, nr. 47, 1570. DGF 82.

Ribold han tjener i kongens gård
   Ribold han tjener i kongens gård
han tjener dannerkongen di da di da di dai jah
di dah didl la di dah i mange år
   han tjener dannerkongen di da di da di dai jah
   di dah didl la di dah i mange år

Han tjener ikke der for ære og løn
han tjener der for Guldborg for hun er så skøn

»Og hør du nu Guldborg allerkæresten min
og vil du ikke drage af landet med mig«

»Jo gerne vil jeg drage af landet med dig
men min faders store hunde de vogter på mig«

»Din faders store hunde kan vi gi' et stykke brød
de andre små hunde la'r vi løbe og gø«

Og Ribold han sadled sin høje hest
så satte han Guldborg for sit bryst

Og da de nu kom udi rosenlund
der mødte de en gammel mand i så ond en stund

»Og hør du hr. Ribold kær staldbroder min
og hvor har du stjålet den jomfru fin««

»Det er jo slet ingen jomfru fin
det er min syge søster jeg af klostret tog hjem«

»Og Ribold du skal ikke lyve for mig
jeg kendte jo Guldborg før jeg kendte dig«

Og Ribold trak ud sit gyldne sværd
så hug han den gamle i stykkerne små

De vidste ikke andet end de var ene to
så stod der et par degne og hørte derpå

Og degnene svøbte deres hoved i skind
så gik de i højeloft for dannerkongen ind

»Her sidder du dannerkonge drikker øl og vin

og Ribold han rider med datteren din«

Og dannerkongen råber over al sin gård:
»Og hør I mine hovmand I klæder jer i stål

Og hør I mine hovmænd I klæ'r jer uden falsk
for Ribold han er så hård en hals«

Og bukkeskindsstøvler de snøred om ben
forgyldene sporer de spændte omkring

Og Guldborg hun sig over skulderen så:
»Nu ser jeg min fader så gammel og grå

Og brynjen den blå den har han på
det' tredve år siden den solen så«

»Og hør nu du Guldborg allerkæresten min
du holder min hest under grønne lind

Og hvis du nu ser mig bløde
nævn ikke mit navn for de døde

Og hvis du nu ser mig falde
nævn ikke mit navn for dem alle«

Og Ribold han hug i den første færd
vel 24 hovmænd med skjolde og sværd

Og Ribold han hug i den anden skare
vel 24 hovmænd og hendes gamle far

Og Ribold han hug i den tredje flok
hendes syv brødre med forgyldene lok

»Og Ribold og Ribold du stiller dit sværd
det var min yngste broder du kom for nær«

»Hvad enten vil du hjem til din faders land
eller vil du nu følge en fredløs mand«

»Nej ikke vil jeg hjem til min faders land
langt heller vil jeg følge en fredløs mand«

Så red de igennem den rosenlund
der kom ikke et ord af Ribolds mund

»Og hør nu du Ribold min hjærtens kær
hvorfor er du ikke så glad som før«

»Gud nåde dig Guldborg så lidet du kan
du ved ej du rider med en halvdød mand«

»Og der de nu kom til hr. Ribolds gård
der stod hans gamle moder vel svøbt i mår«

»Velkommen hr. Ribold kær sønnen min
og hvor har du fået den jomfru fin«

»Ja hende har jeg fået med så megen stor harm
ja hende har jeg vundet med min højre arm

Og hør min kære fader du holder min hest
og hør min kære broder du henter mig præst

Så løste han Lenelilles favre gule hår
så bandt han hende fast til sin sadelknap

De red jo aldrig over så liden en sten
den rev jo et stykke af Lenelilles ben

De red jo aldrig over så liden en kvist
og blodet det sprang af Lenelilles bryst

De red jo aldrig over så lidet et vand
og Lenelille måtte svømme i land

Og da de nu kom til hr. Adelbrands gård
der stod hans kære moder var klædt udi mår

»Og hør du hr. Adelbrand kær sønnen min
hvordan handler du med fæstemøen din«

»Ja sådan skal kvinderne ha det for godt
når manden byder ære og kvinden byder spot

Og to af mine møer skal rede hendes hår
og to af mine møer skal gøre badstuen klar

Og to af mine møer skal rede op min seng
og to af mine møer skal følge hende til den

Og du min kære moder skal varme mig lidt vin
i nat skal hun være allerkæresten min«

»Nej ingen af dine møer skal rede mit hår
og ingen af dine møer skal gøre badstuen klar

Og ingen af dine møer skal rede din seng
og ingen af dine møer skal følge mig til den

Og ikke skal din moder varme dig lidt vin
og ikke skal jeg være allerkæresten din

Gud give jeg lever en liden stund endnu
så jeg kan dele alle mine sjælegaver ud

Min fader ham gir jeg min ganger så rød
for han skal til tinge og melde min død

Min broder ham gir jeg min ganger så grå
for han skal til tinge og vidne derpå

Min moder hende gir jeg min guldkarm så fin
for hun har altid båret mig på armen sin

Min søster skal ha mine guldringe fem
for hun har jo elsket så mangen ungersvend

Hr. Adelbrand ham gir jeg min sølvslagne kniv«
så huggede hun kniven tværs igennem hans liv

Og tidligt om morgenen før solen stod op
da var der tre lig i hr. Adelbrands gård

Det ene hr. Adelbrand det andet hans mø
det tredje hans moder af sorgen død

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter forskellige sjællandske sangere, 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Zidsel Margrethe Mikkelsdatter, Redsted, 1862. Ældste kendte version: Flyveblad, slutningen af 1700-tallet. DGF 38.

Agnete hun gik ud' på marken og græd
   Agnete hun gik ud' på marken og græd
så stod der en havmand la læh la la lah la la
læh la la låh opp' på havsens bred
   så stod der en havmand la læh la la lah la la
   læh la la låh opp' på havsens bred

Hans hår ja det var som det rødeste guld
hans øjne de skinned så frydefuld

»Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig
og vil du ikke være allerkæreste med mig«

»Jo gerne vil jeg være allerkæreste med dig
hvis du vil ta' mig med ned på havsens bund«

Han stopped hendes øren han stopped hendes mund
så tog han hende med ned på havsens bund

I otte år på havsens bund
syv sønner Agnete med havmanden får

En dag da hun sad ved vuggen og sang
så hørte hun de engelandske klokkker der klang

Agnete hun gik for den havmand at stå:
»Og må jeg nu ikke til kirke gå«

»Jo gerne så må du til kirke gå
men skynd dig tilbage til børnene små«

Så satte han hende på forgyldent et skrin
han vasked hendes fødder i den klareste vin

Så satte han hende på forgylden en stol
så gav han hende guldskoene på fod

Den havmand han lagde guld over guld
hendes fingre dem satte han så fuld

»Men når du nu kommer på den kirkegård
så må du ej slå ud dit fagre gule hår

Og når du så kommer i kirken ind
så må du ej gå ind i kær moder stol sin

Når præsten han nævner den høje
så må du dig ikke nedbøje«

Han stopped hendes øren han stopped hendes mund
så tog han hende op på den engelandske grund

Og da hun nu kommer på den kirkegård
Agnete slår ud sit fagre gule hår

Og da hun nu kommer i kirken ind
Agnete går ind i kær moder stol sin

Og når præsten han nævner den høje
Agnete sig dybt nedbøje

»Velkommen Agnete kær datter min
og hvor har du været i så lang en tid«

»I otte år på havsens bund
syv sønner jeg der med havmanden har«

»Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig
hvad gav den havmand dig for æren din«

»Den havmand han gav mig det røde guldbånd
der findes ikke bedre om dronningens hånd

Den havmand han gav mig en harpe af guld
som jeg kunne spille på når jeg var sorrigfuld

Så gav han mig også en sølvbeslagen kniv
jeg ønsker den sad tværs igennem hans liv«

Den havmand han ind ad kirkedøren kom
og alle de små billeder de vendte sig om

Hans hår ja det var som det rødeste guld
hans øjne de skinned så sorrigfuld

»Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig
dine syv sønner de længes efter dig«

»Ja lad dem blot længes så meget som de vil
jeg kommer jo aldrig tilbage til dem«

»Men tænk på de store og tænk på de små

og tænk på den lille som i vuggen lå«

»Jeg tænker jo hverken på de store eller små
slet ikke på den lille som i vuggen lå

Men du kan få de tre så kan jeg få de tre
den syvende han kan jo imellem os gå

Ja otte dage ude i vand
og otte dage oppe på land«

Kongen og hans unge dronning sad over breden bord
   ja kongen og hans unge dronning sad over breden bord
»I morgen vil vi sejle ud jadl la da da dadl la di dah
di dahdl lah didl la da dah alt på den salte fjord«
   »I morgen vil vi sejle ud jadl la da da dadl la di dah
   di dahdl lah didl la da dah alt på den salte fjord«

Og kongen og hans unge dronning sejled over fjord
de kunne ikke børen få og skibet gik i stå

Og der kom flyvende så vild en ravn ud af det vilde hav
den satte sig på den sejlerå og inden forgyldte stavn

Det var den unge dronning selv hun går i skibet frem:
»Og er der ingen i verden til os børen sende kan«

Det svarede den vilde ravn han sad på styrestavn:
»Og hvad så vil du gi' den mand dig børen sende kan«

Det svarede den unge dronning gik ad skibet frem:
»Ja jeg vil gi' ham guld og sølv alt hvad han tage må«

»Behold du selv dit guld og sølv det passer jeg ej på
men det du bærer under din lænd det skal jeg gerne få«

»Jeg har jo ikke under min lænd foruden de nøgler små
og når jeg kommer ind til land jeg lader mig andre slå«

Det var den unge dronning selv de nøgler sammen bandt
så kasted hun dem overbord udi det salte vand

Og skibet skred og ravnen fløj de kom så let til land
og da hun kom på stranden ind hendes nøgler lå på sand

Og dronningen gik ad stranden frem hun fik så stor en harm
hun kendte Germand Gladensvend han leged under hendes barm

Det stod så hen i måneder ja udi måneder fem
og dronningen gik i højenloft og fødte så herlig en søn

Og han blev født om aftenen og kristnet samme nat
de kaldte ham Germand Gladensvend og skjulte ham så godt

Det stod så hen i vintre syv ja vel i vintre ni
han voksede til den gæveste svend man kunne for øjne se

Og det var Germand Gladensvend han red sig under ø
han fæstede jomfru Sølverlad hun var så væn en mø

Det stod så hen i vintre tre ja vel i vintre fem
og det var Germand Gladensvend han aldrig til hende kom

Og det var hans kær moder fin hun sørgede så såre
hver gang hun ham med øjne så hun fælded de modige tårer

»Og hør I det min kære moder hvad jeg siger jer
hvi græder I så ynkeligt for hver gang I mig ser«

»Og hør du det min kære søn fuld vel så må jeg kvide
dengang du var så liden en svend du blev til ravnen givet«

»Og hør I det min kære moder hvordan det vil gå
hvad lykke Gud har mig det ændrer ingen på«

Og hør I nu min kære moder I låner mig fjederham
så vil jeg flyve over salten fjord hen til min liljevand«

»Ja låner jeg dig min fjederham og flyver du derhen
og møder du den vilde ravn jeg ser dig aldrig igen«

Så satte han sig i fjederham og slog han ud sin vinge
tilbage sad hans kære moder og hende randt tåre på kind

Ja det var Germand Gladensvend han fløj over salten rhin
der mødte han den vilde ravn udi så ond en tid

»Og hør du Germand Gladensvend hvad jeg vil sige dig
den gang du var en liden svend da blev du givet mig«

»Du lader mig flyve du lader mig fare til min fæstemø
og når jeg kommer tilbage igen vi mødes vel under ø«

»Men først så skal jeg mærke dig forinden du flyver fra mig
og når du kommer i fremmede land du glemmer ikke mig«

Så hug han ud hans højre øje og drak af hans hjerteblod
og end fløj Germand Gladensvend afsted til jomfruens bur

Han satte sig på det jomfrubur så blodig og så bleg
og alle de jomfruer i buret var de tabte både skæmt og leg

Og det var Germand Gladensvend han ind i stuen kom
Og det var jomfru Sølverlad hun kasted både saks og søm

Og det var jomfru Sølverlad hun tog ham i sin arm
han døde udi i samme stund det var så stor en harm

Jomfru Thorelil

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Myse-Ellen, Magleby ved Skælskør, 1847. DGF 102. 

LM 8-dans

Utro fæstemø

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Ane Johanne Jensdatter, Moselund, 1870. DGF 355.

LM 8-dans

Svend og hans søster

© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Pauline Petersen, København, 1844. DGF 381.

LM 8-dans / Hyrderåbet

Årle om morg'nen det var dag

   im trim trimmelim

hr. Tidmand klæder sig for sin seng

   sku lu

og han tog på sin skjorte skøn

   sku lu lai ja

Og han tog på sin skjorte skøn

og silketrøje var herlig grøn

Og bukkeskindsstøvler han snøred på ben

forgyldte sporer han spændte omkring

Så rider han op til Sønderherreds ting

han kræver skat af ædeling

Syv tønder rug af hver mands plov

hvert fjerde svin af olden skov

Op da stod den gamle mand:

»Den skat vi aldrig give kan

Og førend vi skal den skat udgi'

da skal hver mand på tinget bli'

I Sønderherreds bønder stå sammen i ring

lad ikke hr. Tidmand komme levende af ting«

Det første slag den gamle mand slog

han slog hr. Tidmand ned til jord

Nu ligger hr. Tidmand ham rinder blod

og end går ploven i sorten jord

og end går svin på olden skov