Materiale til Balladeweekend 27-29.1.2012 på Broby skole:
Danske ballader nyredigeret efter bretonsk inspiration:
Indledende kommentar:
I bretonsk balladetradition optræder et fænomen, man kunne kalde dobbeltmelodi eller udvidelsestral med overlapning. Det giver en masse flotte, sjove og dynamiske musikalske effekter, som tilfører både sangerne og danserne ny energi, og som sætter balladens historie i relief. Det hele løftes lissom op og udad til et højere musikalsk niveau.
Overlapning
Du har en melodilinje på 8 takter, Etteren. Den synger Førstesangeren. Den gentages af Andensangeren, men således at han allerede starter på Førstesangerens sidste tre-fire takter og derefter fortsætter med sin egentlige gentagelse af Etteren. Når Førstesangeren så skal synge Toeren, starter han tilsvarende allerede på Andensangerens sidste tre-fire takter og synger så sin Toer, hvor så Andensangeren falder ind på de sidste tre-fire takter og fortsætter med gentagelsen af Toeren. Og sådan går det hak i hak derudaf. Virkningen er formidabel. På denne måde kan stort set alle ballader synges, hvis man har lyst til det. Det kalder vi overlapning.
Dobbeltmelodi
Toeren kan udvides til dobbelt længde med et dansetral, og her er det specielle, at dansetrallet ikke bare klistres på til sidst, som vi er vant til fra de danske ballader — vores mundmusikomkvæd. Det bretonske dansetral proppes ind midt i Toeren! Førstesangeren synger de første fire takter af Toeren, hvorefter han synger 8 takter med hjemmelavede, mere eller mindre spontane og varierede råbe-tralle-jodle-lyde, og hvorefter han fortsætter med de sidste fire takter af Toeren. Han har således udvidet Toeren til dobbelt længde, 16 takter.
Disse to teknikker kombineres nu: Andensangeren starter sin del med overlapning af de sidste fire takter af den af Førstesangeren udvidede Toer, hvorefter han fortsætter sin version af Toeren med sin personlige version af dansetrallet, for til sidst at synge/gentage de sidste tre-fire takter af Toeren. Og her er Førstesangeren allerede faldet ind, hvorefter han fortsætter med næste vers og så fremdeles.
Bretonske eksempler i højre spalte, et dansk forsøg i venstre spalte. De nedenstående melodier er forslag til dansk dobbeltmelodier, som alle bygger på traditionelle danske ballader.
Ideen med det hele er at skabe ny traditionelt musik, at udvide den danske ballades muligheder og i det hele taget forøge mængden af brugbar dansk folkemusik, -sang og -dans i forskellige variationer.
Til sanggruppen bruges de to ballader Låsen og Den grimme Mand. Låsen er noteret som dobbeltmelodi, mens deltagerne selv skal udvide Den grimme Mand til dobbeltmelodi. Det er også tilladt at finde på flere vers... Der skal to sangere til hver ballade, en forsanger og en eftersanger. Dansekoret må gerne synge med på eftersangen.
De øvrige melodier er for det meste dobbeltmelodier, som spillegruppen kan vælge ud fra. Det ville være en fordel, om spillegruppen også kunne spille til sanggruppens to ballader. Også her bør der være (mindst) to spillemænd eller to spillegrupper til hver ballade, forspiller og efterspiller.
Man kan også veksle mellem en forsanger og en efterspiller.
Klik på noderne og hør min hæse stemme.
Tak til Gitte Tofte og Jack Jacobsen for den oprindelige Bretagne-inspiration.
Låsen
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter J. Jensen, Refshalegård, slutningen af 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Kristoffersen, Overby, 1911. Ældste kendte version: Rentzels håndskrift nr. 59, 1580. SK 1.
LM 8-dans
Og manden stod i gården og banked på sit hjul og manden stod i gården og banked på sit hjul så kom der en lille lejerdreng di dam dadl lam di dej dej dej da dam didl lam di dam dam dam tre-fire dage før jul
så kom der en lille lejerdreng di dam dam dadl li dej dej dej da dam didl lam di dam dam dam tre-fire dage før jul
»Og hør du sjællandske bonde vil du leje dig en dreng jeg tjener dig med ære og tro og følger din datter i seng«
»Nej jeg skal ingen drenge ha min datter er for ung gå bort du lille lumpne dreng den sorg blir alt for tung«
Og manden gik til smeden med jern og kul og stål: »Du laver til min datters dør så klingende en lås«
Og drengen gik til smeden med jern og kul og stål: »Du laver mig en nøgle til den samme lås«
Og manden stod i stalden og strigled på sin hest da hørte han fra kammeret at låsen den slog smæk
Og manden løb i gården da han hørte låsens klang så løb han op ad trapperne og ind ad døren sprang
»Gud nåde mig arme bonde hvordan skal det nu gå min datter er spoleret og jeg har selv set derpå«
Gid Fanden havde smeden som bor i vores by den hængelås han lavede den var af det rene bly«
Den grimme mand
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2007. Tekst: Personlig version efter Helene Johansdatter, Hodsager, 1873, og andre sangere, slutningen af 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Helene Johansdatter, Hodsager, 1873. Ældste kendte version: Flyveblad fra L. N. Svares enke, slutningen af 1700-tallet. SK 65.
LM 8-dans
I fjor blev jeg gift med en gammel gammel mand
i fjor blev jeg gift med en gammel gammel mand
forbistret forbastret forbandet er han
forbistret forbastret forbandet er han
Hans hår ja det er jo som et tjørnebuskeris
og han ka' sgu aldrig huske en skid
Og øjne det har han jo som falken den grå
og han kan hverken stå eller gå
Hans næse den er som et gedebukkehorn
og aldrig mer' kan den stodder få børn
Hans mund ja den er som en firehjørnet dør
om natten kan han sgu ikke ligge tør
Hans tænder de er jo så sorte som beg
nej han får sgu aldrig lov at kysse mig
Hans skæg ja det er som en gadefejerkost
gud give den gavflab blev kvalt i en ost
Himmel og helvede
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Hans Jørgensen, Holte ved Svendborg, 1861. DGF 100.
LM 8-dans
Mimmering fra Agerskov
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Kjesten Mari Helvigs, Agerskov, 1854. DGF 13.
LM 8-dans
Jon fra Falster
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Ane Marie Hansen, Nørre Ørslev, 1900. DGF 390.
LM 8-dans
Hustru og moders klage
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Nis Sørensen, Hørning, 1873. DGF 286.
LM 8-dans
Krybskytteballaden
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Kristoffer Larsen Lund, Bromme, 1876. DGF 384.
LM 8-dans
Lovmand fra Feldborg
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Ane Kirstine Jakobsdatter, Feldborg, 1875. DGF 387.
LM 8-dans
Adelbrand fra Vandborg
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2010. Melodi: Personlig version efter Jensine Kristensdatter, Vandborg, 1890. DGF 311.
LM 8-dans
Tre skrappe hopsaer:
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011.
Dalebo
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Melodi: Personlig version efter Peder Mathisen, Rostrup,1887. DGF 421.
LM 8-dans
Vallivan
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Melodi: Personlig version efter Jens Kristensen, Ersted, 1886. DGF 241.
LM 8-dans
Bjørnen
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Melodi: Personlig version efter Frands Povlsen, Grødde, 1870. DGF 473.
LM 8-dans
Tre små hurtige roser
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011.
Rosen fra Lynge
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Peder Laugesen, Lynge, 1844. DGF 271.
LM 8-dans
Rosen fra Farum
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter anonym sanger, Farum, 1810. DGF 271.
LM 8-dans
Rosen fra Hurup
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Lovise Hansen, Hurup, 1907. DGF 271.
LM 8-dans
Krebseballaden
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2010. Tekst: Personlig version efter forskellige sangere, slutningen af 1800-tallet og nutid. Melodi: Personlig version efter anonym, Torslev, og Mikkel Sørensen, Alstrup, 1894. SK 158.
LM 8-dans
Svend Peter han ned ad købstadsgaden gik Svend Peter han ned ad købstadsgaden gik der så han en jomfru di dah dah dah dah
der så han en jomfru i vinduet sad
Svend Peter han løfted' sin højpulled' hat: »Og må jeg ikke sove hos skønjomfruen i nat?«
»Jo vel må du sove her hos mig i nat men så skal du vogte dig for den lille missekat«
Den første nat Svend Peter hos jomfruen lå da fandt han hos hende en lille storetå
Den anden nat Svend Peter hos jomfruen lå da fandt han hos hende de hvideste lår
Den tredje nat Svend Peter hos jomfruen lå da fandt han hos hende den missekat så grå
»Og hør du Svend Peter tag handske på din hånd den missekat den har jo så hvas en tand
»Og hør du skøn jomfru nu siger du til mig
hvor mange har den djævel mon bidt ihjel for dig«
»Ja først bed den degn og så bed den præst så bed den en hovmand med sadel og med hest
Og så bed den fire og så bed den fem og så bed den tredve af kongens bedste mænd
Og så bed den otte og så bed den ni så bed den en svensker i alt hans liberi«
Svend Peter drog ud sin meget lange kniv så jog han den op i missekattens liv
Svend Peter krøb op til den højeste top der så han en krebs komme krybende derop
Svend Peter han ud ad vinduet sprang med begge dele i højre hånd
Svend Peter og han løb ned til den strand der så han en krebs komme krybende i land
»Åh hjælp mig nu Gud og du hellig Sankte Hans den djævel han er både til lands og til vands«
Hovmanden i mæren
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter anonym sanger, Vendsyssel, 1854. Melodi: Egen komposition. Ældste kendte version: 1854. SK 96.
LM 8-dans
Der kom en hovmand ridende til jomfruens gård der kom en hovmand ridende til jomfruens gård der stod en gammel kælling di dam didl lam bam bam didl lam bim bam didli ram bam bam bibeli bam og ruskede sit hår
der stod en gammel kælling di dam didl lam bam bam didl lam bim bam didli ram bam bam bibeli bam og ruskede sit hår
»Goddag min kære kone så favr og så fin og må jeg få din datter til ægtehustru min«
»Og nu har jeg sagt dig tre-fire gange nej gid Fanden ville ta' dig og føre dig på vej«
Og kællingen tog op sin meget lange kæp »Ka du så skrubbe af og det ska gå lidt tjep«
Og hovmanden sprang over kær over mose og kællingen bagefter i sin' strivrede hose
Og hovmanden sprang over dybeste kær så stod der tre rakkere og flåede en mær
Den ene han flåede den anden han trak den tredje han sad udi mærens røv og drak
»Og hør I kære rakkere og vær mig så snild nu kommer der en kælling hun er både gal og vild«
Og rakkerne ind i buskene løb og hovmanden ind i mæren krøb
Hvis nogen nu vil vide hvor den hovmand er i nat så ligger han udi mæren og ryger stærk tobak
Hvis nogen nu vil vide hvor den hovmand holder hus så ligger han udi mæren og drikker sig en rus
Bonden og hans hustru
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst og Melodi: Personlig version efter C. E. Müller, Vejle, 1894. Ældste kendte version: 1877. SK 77 B.
LM 8-dans
Bonden og hans væne viv de sad for ild og banded
bonden og hans væne viv de sad for ild og banded
»Du var ikke mø da da di da di da di dah dah
di di da da di dah dah da vi to vi kom sammen«
»Du var ikke mø da da di da di da di dah dah
di di da da di dah dah da vi to vi kom sammen«
»Hvad enten jeg var mø eller ej derpå skal du ikke lide
men jeg vil ha både brune og blå så mange jeg kan slide«
»Nej du får hverken brune eller blå du skal i vadmel gange
for du er ikke som andre møer der væver væven den lange«
»Så rid du dig til marked hen og sælg vor hest den hvide
og kommer du for silde hjem da vist din røv skal svie
Ja rid du dig til marked hen og sælg vor hest den røde
og kommer du for silde hjem så vist din røv skal bløde«
Og bonden red til marked hen og mødte den købmand god:
»Og hør du gode bonde vil du sælge dine heste to«
»Jeg tør ikke ride til ølkonens dør så tøver jeg mig for længe og kommer jeg for silde hjem min hustru er i senge
Og kommer jeg for silde hjem og min hustru er i senge
så tager hun op sin kæp så stor og siger hun vil mig tæve«
»Og tar hun op sin kæp så stor og siger hun vil dig tæve
så tar du frem en anden kæp og siger du mand vil være«
Så red han til ølkonens dør og så tøved han for længe
så kom han for silde hjem hans hustru var i senge
Og hun tog op sin kæp så stor og sagde hun ville ham tæve
men han tog frem en anden kæp og sagde han mand ville være
De sloges en dag de sloges i to de sloges den tredje med
så smed hun væk sin kæp så stor og kaldte ham kære herre
»Og skam skal du ha du købmand for det råd som du ham gav
nu har han slået mine lemmer itu så jeg hverken ka vride eller vende«
»Og tak du gode købmand for det råd som du mig gav
nu har jeg fået min hustru så jeg kan hende vride og vende«
Ribold og Guldborg
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter Conrad Frederiksen, Hersnap, 1856, og andre sangere. Melodi: Personlig version efter Conrad Frederiksen, Hersnap, 1856. Ældste kendte version: Karen Brahes Folio, nr. 47, 1570. DGF 82.
LM 8-dans
Ribold han tjener i kongens gård Ribold han tjener i kongens gård han tjener dannerkongen di da di da di dai jah di dah didl la di dah i mange år han tjener dannerkongen di da di da di dai jah di dah didl la di dah i mange år
Han tjener ikke der for ære og løn han tjener der for Guldborg for hun er så skøn
»Og hør du nu Guldborg allerkæresten min og vil du ikke drage af landet med mig«
»Jo gerne vil jeg drage af landet med dig men min faders store hunde de vogter på mig«
»Din faders store hunde kan vi gi' et stykke brød de andre små hunde la'r vi løbe og gø«
Og Ribold han sadled sin høje hest så satte han Guldborg for sit bryst
Og da de nu kom udi rosenlund der mødte de en gammel mand i så ond en stund
»Og hør du hr. Ribold kær staldbroder min og hvor har du stjålet den jomfru fin««
»Det er jo slet ingen jomfru fin det er min syge søster jeg af klostret tog hjem«
»Og Ribold du skal ikke lyve for mig jeg kendte jo Guldborg før jeg kendte dig«
Og Ribold trak ud sit gyldne sværd så hug han den gamle i stykkerne små
De vidste ikke andet end de var ene to så stod der et par degne og hørte derpå
Og degnene svøbte deres hoved i skind så gik de i højeloft for dannerkongen ind
»Her sidder du dannerkonge drikker øl og vin
og Ribold han rider med datteren din«
Og dannerkongen råber over al sin gård: »Og hør I mine hovmand I klæder jer i stål
Og hør I mine hovmænd I klæ'r jer uden falsk for Ribold han er så hård en hals«
Og bukkeskindsstøvler de snøred om ben forgyldene sporer de spændte omkring
Og Guldborg hun sig over skulderen så: »Nu ser jeg min fader så gammel og grå
Og brynjen den blå den har han på det' tredve år siden den solen så«
»Og hør nu du Guldborg allerkæresten min du holder min hest under grønne lind
Og hvis du nu ser mig bløde nævn ikke mit navn for de døde
Og hvis du nu ser mig falde nævn ikke mit navn for dem alle«
Og Ribold han hug i den første færd vel 24 hovmænd med skjolde og sværd
Og Ribold han hug i den anden skare vel 24 hovmænd og hendes gamle far
Og Ribold han hug i den tredje flok hendes syv brødre med forgyldene lok
»Og Ribold og Ribold du stiller dit sværd det var min yngste broder du kom for nær«
»Hvad enten vil du hjem til din faders land eller vil du nu følge en fredløs mand«
»Nej ikke vil jeg hjem til min faders land langt heller vil jeg følge en fredløs mand«
Så red de igennem den rosenlund der kom ikke et ord af Ribolds mund
»Og hør nu du Ribold min hjærtens kær hvorfor er du ikke så glad som før«
»Gud nåde dig Guldborg så lidet du kan du ved ej du rider med en halvdød mand«
»Og der de nu kom til hr. Ribolds gård der stod hans gamle moder vel svøbt i mår«
»Velkommen hr. Ribold kær sønnen min og hvor har du fået den jomfru fin«
»Ja hende har jeg fået med så megen stor harm ja hende har jeg vundet med min højre arm
Og hør min kære fader du holder min hest og hør min kære broder du henter mig præst
Og hør min kære søster du reder min seng og hør min kære moder du følger mig til den
Min fader han skal ha' min ganger grå han rider så tit til tinge og fra
Min moder skal ha' min hængende karm hun bærer for mig både sorg og harm
Min søster skal ha' mit røde guld for min skyld så går hun så sorrigfuld
Min bror han skal ha' min fæstemø med hende skal han leve med hende skal han dø«
»Nej førend jeg skal to brødre love langt hellere vil jeg udi sorten jord sove«
Om morgenen tidlig da solen stod op da var der tre lig i hr. Ribolds gård
Den ene hr. Ribold den anden hans mø den tredje hans moder af sorgen død
Adelbrand og Lenelille
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter forskellige sjællandske sangere, 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Lavst Johansen, Søagre, 1871. Ældste kendte version: Karen Brahes Folio, nr. 157, 1570. DGF 311.
LM 8-dans
Og Adelbrand og han kommer ridende i gård og Adelbrand og han kommer ridende i gård og der stod jomfru Lenelil li lah la di dai ja di dah di da dæh da og børstede sit hår og der stod jomfru Lenelil li lah la di dai ja di dah di da dæh da og børstede sit hår
»Og hør du Lenelille så favr og så fin og vil du nu være allerkæresten min«
»Nej før vil jeg kysse min lille bitte hund end jeg ville kysse hr. Adelbrands mund
Min moder hun har jo så gammel en sko den vil jeg ikke bytte for hr. Adelbrands tro«
Og det stod så hen udi otte år og Lenelille turde ikke til kirken gå
Men så kom der bud fra hr. Adelbrands gård: »Hr. Adelbrand er død og lagt udi jord«
Og Lenelille taler til køresvenden sin: »Du spænder grågangeren for guldkarmen min«
Og der de nu kom udi rosenlund da mødte de hr. Adelbrands lille bitte hund
»Og det kan jeg se på hr. Adelbrands hund hr. Adelbrand han rider her i rosenlund«
De ord de var næppe af munden udsagt hr. Adelbrand han havde i guldkarmen fat
»Og hør du hr. Adelbrand så favr og så fin og vil du nu være allerkæresten min«
»Nej før vil jeg kysse min lille bitte hund end jeg ville kysse Lenelilles mund
Min moder hun har jo så gammel en sko den vil jeg ikke bytte for Lenelilles tro«
Så løste han Lenelilles favre gule hår så bandt han hende fast til sin sadelknap
De red jo aldrig over så liden en sten den rev jo et stykke af Lenelilles ben
De red jo aldrig over så liden en kvist og blodet det sprang af Lenelilles bryst
De red jo aldrig over så lidet et vand og Lenelille måtte svømme i land
Og da de nu kom til hr. Adelbrands gård der stod hans kære moder var klædt udi mår
»Og hør du hr. Adelbrand kær sønnen min hvordan handler du med fæstemøen din«
»Ja sådan skal kvinderne ha det for godt når manden byder ære og kvinden byder spot
Og to af mine møer skal rede hendes hår og to af mine møer skal gøre badstuen klar
Og to af mine møer skal rede op min seng og to af mine møer skal følge hende til den
Og du min kære moder skal varme mig lidt vin i nat skal hun være allerkæresten min«
»Nej ingen af dine møer skal rede mit hår og ingen af dine møer skal gøre badstuen klar
Og ingen af dine møer skal rede din seng og ingen af dine møer skal følge mig til den
Og ikke skal din moder varme dig lidt vin og ikke skal jeg være allerkæresten din
Gud give jeg lever en liden stund endnu så jeg kan dele alle mine sjælegaver ud
Min fader ham gir jeg min ganger så rød for han skal til tinge og melde min død
Min broder ham gir jeg min ganger så grå for han skal til tinge og vidne derpå
Min moder hende gir jeg min guldkarm så fin for hun har altid båret mig på armen sin
Min søster skal ha mine guldringe fem for hun har jo elsket så mangen ungersvend
Hr. Adelbrand ham gir jeg min sølvslagne kniv« så huggede hun kniven tværs igennem hans liv
Og tidligt om morgenen før solen stod op da var der tre lig i hr. Adelbrands gård
Det ene hr. Adelbrand det andet hans mø det tredje hans moder af sorgen død
Agnete
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2006. Tekst: Personlig version efter forskellige sjællandske sangere, 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Zidsel Margrethe Mikkelsdatter, Redsted, 1862. Ældste kendte version: Flyveblad, slutningen af 1700-tallet. DGF 38.
LM 8-dans
Agnete hun gik ud' på marken og græd Agnete hun gik ud' på marken og græd så stod der en havmand la læh la la lah la la læh la la låh opp' på havsens bred så stod der en havmand la læh la la lah la la læh la la låh opp' på havsens bred
Hans hår ja det var som det rødeste guld hans øjne de skinned så frydefuld
»Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig og vil du ikke være allerkæreste med mig«
»Jo gerne vil jeg være allerkæreste med dig hvis du vil ta' mig med ned på havsens bund«
Han stopped hendes øren han stopped hendes mund så tog han hende med ned på havsens bund
I otte år på havsens bund syv sønner Agnete med havmanden får
En dag da hun sad ved vuggen og sang så hørte hun de engelandske klokkker der klang
Agnete hun gik for den havmand at stå: »Og må jeg nu ikke til kirke gå«
»Jo gerne så må du til kirke gå men skynd dig tilbage til børnene små«
Så satte han hende på forgyldent et skrin han vasked hendes fødder i den klareste vin
Så satte han hende på forgylden en stol så gav han hende guldskoene på fod
Den havmand han lagde guld over guld hendes fingre dem satte han så fuld
»Men når du nu kommer på den kirkegård så må du ej slå ud dit fagre gule hår
Og når du så kommer i kirken ind så må du ej gå ind i kær moder stol sin
Når præsten han nævner den høje så må du dig ikke nedbøje«
Han stopped hendes øren han stopped hendes mund så tog han hende op på den engelandske grund
Og da hun nu kommer på den kirkegård Agnete slår ud sit fagre gule hår
Og da hun nu kommer i kirken ind Agnete går ind i kær moder stol sin
Og når præsten han nævner den høje Agnete sig dybt nedbøje
»Velkommen Agnete kær datter min og hvor har du været i så lang en tid«
»I otte år på havsens bund syv sønner jeg der med havmanden har«
»Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig hvad gav den havmand dig for æren din«
»Den havmand han gav mig det røde guldbånd der findes ikke bedre om dronningens hånd
Den havmand han gav mig en harpe af guld som jeg kunne spille på når jeg var sorrigfuld
Så gav han mig også en sølvbeslagen kniv jeg ønsker den sad tværs igennem hans liv«
Den havmand han ind ad kirkedøren kom og alle de små billeder de vendte sig om
Hans hår ja det var som det rødeste guld hans øjne de skinned så sorrigfuld
»Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig dine syv sønner de længes efter dig«
»Ja lad dem blot længes så meget som de vil jeg kommer jo aldrig tilbage til dem«
»Men tænk på de store og tænk på de små
og tænk på den lille som i vuggen lå«
»Jeg tænker jo hverken på de store eller små slet ikke på den lille som i vuggen lå
Men du kan få de tre så kan jeg få de tre den syvende han kan jo imellem os gå
Ja otte dage ude i vand og otte dage oppe på land«
Germand Gladensvend
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2007. Tekst: Personlig version efter anonyme sangere, 1500-tallet. Melodi: Personlig version efter Yves og Robert Bastard, Kerliviou, Bretagne, 1993. Ældste kendte version: Karen Brahes folio, nr. 117, 1570. DGF 33.
GM 8-dans
Kongen og hans unge dronning sad over breden bord ja kongen og hans unge dronning sad over breden bord »I morgen vil vi sejle ud jadl la da da dadl la di dah di dahdl lah didl la da dah alt på den salte fjord« »I morgen vil vi sejle ud jadl la da da dadl la di dah di dahdl lah didl la da dah alt på den salte fjord«
Og kongen og hans unge dronning sejled over fjord de kunne ikke børen få og skibet gik i stå
Og der kom flyvende så vild en ravn ud af det vilde hav den satte sig på den sejlerå og inden forgyldte stavn
Det var den unge dronning selv hun går i skibet frem: »Og er der ingen i verden til os børen sende kan«
Det svarede den vilde ravn han sad på styrestavn: »Og hvad så vil du gi' den mand dig børen sende kan«
Det svarede den unge dronning gik ad skibet frem: »Ja jeg vil gi' ham guld og sølv alt hvad han tage må«
»Behold du selv dit guld og sølv det passer jeg ej på men det du bærer under din lænd det skal jeg gerne få«
»Jeg har jo ikke under min lænd foruden de nøgler små og når jeg kommer ind til land jeg lader mig andre slå«
Det var den unge dronning selv de nøgler sammen bandt så kasted hun dem overbord udi det salte vand
Og skibet skred og ravnen fløj de kom så let til land og da hun kom på stranden ind hendes nøgler lå på sand
Og dronningen gik ad stranden frem hun fik så stor en harm hun kendte Germand Gladensvend han leged under hendes barm
Det stod så hen i måneder ja udi måneder fem og dronningen gik i højenloft og fødte så herlig en søn
Og han blev født om aftenen og kristnet samme nat de kaldte ham Germand Gladensvend og skjulte ham så godt
Det stod så hen i vintre syv ja vel i vintre ni han voksede til den gæveste svend man kunne for øjne se
Og det var Germand Gladensvend han red sig under ø han fæstede jomfru Sølverlad hun var så væn en mø
Det stod så hen i vintre tre ja vel i vintre fem og det var Germand Gladensvend han aldrig til hende kom
Og det var hans kær moder fin hun sørgede så såre hver gang hun ham med øjne så hun fælded de modige tårer
»Og hør I det min kære moder hvad jeg siger jer hvi græder I så ynkeligt for hver gang I mig ser«
»Og hør du det min kære søn fuld vel så må jeg kvide dengang du var så liden en svend du blev til ravnen givet«
»Og hør I det min kære moder hvordan det vil gå hvad lykke Gud har mig det ændrer ingen på«
Og hør I nu min kære moder I låner mig fjederham så vil jeg flyve over salten fjord hen til min liljevand«
»Ja låner jeg dig min fjederham og flyver du derhen og møder du den vilde ravn jeg ser dig aldrig igen«
Så satte han sig i fjederham og slog han ud sin vinge tilbage sad hans kære moder og hende randt tåre på kind
Ja det var Germand Gladensvend han fløj over salten rhin der mødte han den vilde ravn udi så ond en tid
»Og hør du Germand Gladensvend hvad jeg vil sige dig den gang du var en liden svend da blev du givet mig«
»Du lader mig flyve du lader mig fare til min fæstemø og når jeg kommer tilbage igen vi mødes vel under ø«
»Men først så skal jeg mærke dig forinden du flyver fra mig og når du kommer i fremmede land du glemmer ikke mig«
Så hug han ud hans højre øje og drak af hans hjerteblod og end fløj Germand Gladensvend afsted til jomfruens bur
Han satte sig på det jomfrubur så blodig og så bleg og alle de jomfruer i buret var de tabte både skæmt og leg
Og det var Germand Gladensvend han ind i stuen kom Og det var jomfru Sølverlad hun kasted både saks og søm
Og det var jomfru Sølverlad hun tog ham i sin arm han døde udi i samme stund det var så stor en harm
Det følgende er ikke bretonsk stil:
Kællingens rok
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2007. Tekst: Personlig version efter Kirstine Hansdatter, Eskelund, 1877. Melodi: Egen komposition, 2003. Ældste kendte version: Maren Mikkelsdatter, Tvevad, 1872. SK 134.
LM 8-dans
Der boed' en gammel kælling lidt sønden for vor å
og så klingende gik hendes klok klok klok
og der vill' de hen båd' de store og de små
ja for hun vill' ha' bildet hendes rokke rokke rok
og for en hundred tusind bjålderer og jen tow fir'
Og så kom der frem en gammel gammel mand
og hun vill' i seng og forsøge sig med ham
ja om hun ku' få bildet hendes rokke rokke rok
»Og hør nu hvad jeg siger du gammel gammel mand
og se nu til du gør det så herligt som du kan«
ja for nu vill' hun ha' bildet hendes rokke rokke rok
Om morgenen tidligt da det var blevet dag
hendes folk ja de kræved deres morgengave
men hun had' ik' fået bildet hendes rokke rokke rok
Ja hasselkæppe de gik rundt i ring
og somme de fik fire og somme de fik fem
for hun had' ik' fået bildet hendes rokke rokke rok
Ja somme de fik fire og somme de fik fem
den gammel gammel mand han fik fire gange fem
ja for han ku' ikke bilde hendes rokke rokke rok
Der boed' en gammel kælling lidt sønden for vor å
og der vill' de hen båd' de store og de små
ja for hun vill' ha' bildet hendes rokke rokke rok
Og så kom der frem en unge unge mand
og hun vill' i seng og forsøge sig med ham
ja om hun ku' få bildet hendes rokke rokke rok
»Og hør nu hvad jeg siger du unge unge mand
og se nu til du gør det så herligt som du kan«
ja for nu vill' hun ha' bildet hendes rokke rokke rok
Om morgenen tidligt da det var blevet dag
hendes folk ja de kræved deres morgengave
og nu had' hun fået bildet hendes rokke rokke rok
Ja stegte høns og de gik rundt i ring
og somme de fik fire og somme de fik fem
for nu had' hun fået bildet hendes rokke rokke rok
Ja somme de fik fire og somme de fik fem
og den unge unge mand han fik fire gange fem
ja for han ku' nemlig bilde hendes rokke rokke rok
Bjergmanden fra Øster Bording
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2010. Melodi: Personlig version efter Ane Sofie Lavridsdatter, Øster Bording, 1881. DGF 37.
LM 8-dans
Jomfru Thorelil
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Myse-Ellen, Magleby ved Skælskør, 1847. DGF 102.
LM 8-dans
Utro fæstemø
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Ane Johanne Jensdatter, Moselund, 1870. DGF 355.
LM 8-dans
Svend og hans søster
© Balladeskolen, Leif Varmark, Bisserup, 2011. Melodi: Personlig version efter Pauline Petersen, København, 1844. DGF 381.
LM 8-dans / Hyrderåbet
Bønderne dræber Hr. Tidmand
© Balladeskolen, Leif Varmark, 2006. Tekst: Personlig version efter anonym sanger, 1500-tallet. Melodi: Personlig version efter Myse-Ellen, Magleby ved Skælskør, 1847. Ældste kendte version: It Hundrede vduaalde Danske Viser, ved Anders Sørensen Vedel, 1591, II, 19. DGF 317.
Årle om morg'nen det var dag
im trim trimmelim
hr. Tidmand klæder sig for sin seng
sku lu
og han tog på sin skjorte skøn
sku lu lai ja
Og han tog på sin skjorte skøn
og silketrøje var herlig grøn
Og bukkeskindsstøvler han snøred på ben
forgyldte sporer han spændte omkring
Så rider han op til Sønderherreds ting
han kræver skat af ædeling
Syv tønder rug af hver mands plov
hvert fjerde svin af olden skov
Op da stod den gamle mand:
»Den skat vi aldrig give kan
Og førend vi skal den skat udgi'
da skal hver mand på tinget bli'
I Sønderherreds bønder stå sammen i ring
lad ikke hr. Tidmand komme levende af ting«
Det første slag den gamle mand slog
han slog hr. Tidmand ned til jord
Nu ligger hr. Tidmand ham rinder blod
og end går ploven i sorten jord
og end går svin på olden skov
Kommentar til Tidmand:
Ordene
Denne ballade findes kun i én opskrift, men der er en lille forklaring fra 1629, som starter med noget helt andet: ...
»en Tyran, Trytzus vid Naffn, huilcken plagede, skattede oc skindede sine fattige Bønder oc Vndersaater vden al naade ... Men Bønderne grebe Hierte oc Mod, finge Spiudet fra hannem, oc sloge hannem dermet til døde, etc. Denne Tyran vaar verre end her Timand, som blev slaget paa Synderherretz Ting om huilcken Bynderne siunge i Iydland:
Nu ligger Timand oc rinder Blod endnu gaar Plog vdi sorten Iord, etc.«
Tonerne
Melodien er lånt fra Myse-Ellens »Sidsel Viddelvand, DGF 81«.
Melodier under overvejelse:
DgF 020/2 Hagbard og Signe-råbet
DgF 038/12 Agnete fra Agerskov
DgF 055/1 Ulveråbet
DgF 062/1 Blak og Ravn-råbet
DgF 068/1 Fugleham-råbet
DgF 076/2 Stilen
DgF 082/3 Ribold fra Lynge
DgF 084/1 Svigermor-løbet
DgF 089/15 Det lange moder-råb
DgF 109/1 Møen på bålet fra København
DgF 109/2 Møen på bålet fra Lynge
DgF 253/1 Junker Jakob
DgF 267/2 Kirsten Stalddreng fra Roskilde
DgF 271/4 Roselil fra København?
DgF 271/6 Det langte Roselil-råb
DgF 271/9 Roselil (Fru R)
DgF 271/26 Roselil fra Rostrup
DgF 311/2 Adelbrand fra Frederiksborg
DgF 369/5 Slandreren
DgF 387/6 Lovmand fra København
DgF 415/3 Hr. Hjelmer fra Tune
DgF 441/1 Forlokkelsen
DgF 477/1 Hr. Allan
DgF 527/2 Svinedrengen fra Holbæk |