Bill Mollison

Permaculture One

Permaculture Two

Introduction to Permaculture

Miljø: Bill Mollison

Født 1928 i landsbyen Stanley på Tasmanien, Australien

(Fra et interview ved Scot Vlaun, 2001. Læs originalinterview'et her...)

Permakultur opstod faktisk ud fra iagttagelse af andre systemer, andre ikke-landbrugssystemer. Jeg arbejdede i næsten 30 år med naturovervågning, hvor jeg iagttog samspillet mellem dyr og planter. Jeg plejede at sidde oppe nat efter nat og holde øje med den slags ting, og der fandt jeg ud af, at det var en rigtig god ordning, men at jeg kunne skabe noget, der var lige så godt. Det var i 1959. Nu er det jo en rimelig fræk ting at sige, men faktisk syntes jeg, at noget af det ikke var alt for godt, det var ikke særlig godt designet ... Gud havde overset et par ting. Så i november 1959 skrev jeg et notat i min dagbog, og det er det, jeg kalder begyndelsen til permakultur. Jeg skrev: »Jeg tror, jeg kan skabe et system, der fungerer bedre end det, jeg ser her.« Det var en regnskov med pungdyr.

(Fra »Introduktion til Permakultur«, 1988, forord. Læs originalforordet her...)

Jeg voksede op i en lille landsby i Tasmanien. Alt, hvad vi havde brug for, lavede vi selv. Vi lavede vores egne støvler, vores egne metalarbejder, vi fangede fisk, dyrkede vores egen mad, bagte vores brød. Jeg kendte ikke nogen, der boede der, som kun havde ét job, eller bare noget, som man kunne definere som et job. Alle arbejdede med flere ting.

Indtil jeg var omkring 28, levede jeg i en slags drøm. Jeg tilbragte det meste af min tid i bushen eller på havet. Jeg har fisket og jaget for at overleve. Det var først i 1950'erne, at jeg lagde mærke til, at store dele af det økosystem, jeg levede i, var ved at forsvinde. Fiskebestandene begyndte at bryde sammen. Tangen rundt langs kysterne tyndede ud. Store områder af skoven begyndte at dø. Indtil da var det ikke rigtig gået op for mig, hvor glad jeg var for naturen, men nu opdagede jeg, at jeg var forelsket i mit land.

Efter mange år som forsker ved CSIROs Wildlife Survey afdeling og ved det tasmanske Inland Fisheries Department begyndte jeg at protestere mod de politiske og industrielle systemer, som jeg kunne se var i færd med at tage livet af os og verden omkring os. Men jeg indså hurtigt, at der ikke var nogen ide i at være i opposition hele tiden. Det opnåede man i sidste ende intet ved. Jeg besluttede, at jeg ikke ville spilde min tid med at være i opposition til noget nogensinde igen, så jeg trak mig derfor tilbage fra samfundet i to år. Jeg ønskede at komme tilbage med noget meget positivt, nogle ting, som kunne sikre alle menneskers eksistens uden de biologiske systemers totale sammenbrud.

I 1968 begyndte jeg at undervise på University of Tasmania, og i 1974 udviklede jeg sammen med David Holmgren en ramme for et bæredygtigt landbrug baseret på en multi-afgrøde af flerårige træer, buske, urter (grøntsager og vilde planter), svampe og rodvækster, og jeg opfandt ordet »permakultur«. Vi brugte en masse tid på at udarbejde principperne om permakultur og anlægge en alsidig have med mange forskellige plantearter. Dette kulminerede i 1978 med offentliggørelsen af »Permaculture One«, fulgt et år senere af »Permaculture Two«.

I 1970'erne anskuede jeg permakultur som en gavnlig måde at organisere planter og dyr på i forhold til menneskelige bosættelser. For det meste rettet mod husholdninger og selvforsynende lokalsamfund, og måske også som en »kommerciel bestræbelse«, men kun som følge af et eventuelt overskud fra dette system.

Permakultur er imidlertid kommet til at betyde mere end blot at forsyne en husstand med tilstrækkelig med mad. Ideen om selvforsyning med fødevarer er meningsløs, medmindre folk har adgang til jord, information og økonomiske ressourcer. Så i de senere år er permakultur kommet til at omfatte passende juridiske og finansielle strategier, herunder strategier for adgang til arealressourcer, erhvervsstruktur og regional egenfinansiering. På denne måde er det et system, der omfatter hele menneskelivet.

Tasmanien

Den tasmanske pungdjævel