Miljø: Permakultur i England
Dagbogsoptegnelser fra PermAgro-gruppens studietur til England 2002
I sommeren 2002 tog en gruppe på 9 personer til det sydlige England i en uge, for at se hvad der rørte sig af permakultur. Det blev en spændende og inspirerende tur, og da vi skrev dagbog på turen kan vi dele hvad vi så med dig.
1.7.2002: Ankomst til England
Det tog en del længere tid end beregnet at komme fra lufthavnen til det første overnatningssted, som var The Sustainable Lifestyle Research Co-op Limited. Men efter at have vækket naboerne og spurgt om vej, fandt vi et halvfærdigt halmhus, hvor vi slog teltene op i mørket ikke så langt derfra.
1) 2.7.2002: The Sustainable Lifestyle Research
The Sustainable Lifestyle Research Co-op Limited
Pond Cottage East, Cuddington Road, Dinton, Aylesbury, Buckinghamshire, HP18 OAD
Næste morgen fandt vi så endelig nogen, der ville vise os rundt, selvom ham der havde inviteret os var ude at rejse. Efter en hyggelig morgenmad fik vi rundvisningen på, hvad der også hedder The Holywell Fields Projekt.
Farmen er på 70 acres (28 ha), og drives af 4 mennesker (de var 5 for 2 år siden, da de startede). De betaler 1.000 £ (»12.000 kr.) om året i leje til en privat ejer under forudsætning af, at de dyrker jorden økologisk – jorden har været drevet økologisk siden 1940erne, og det er en af de ældste økologiske gårde i England. De 4 har søgt staten om at få lov til at bygge nogle flere boliger med kloaksystem og rodzoneanlæg.
På gården er der 0,7 ha med Victoria-blommetræer med tilhørende hønsegård. De har 70-80 høns, men vil gerne udvide til 300, da dette antal vil passe i forhold til mængden af græs. Deres plan er på længere sigt at bygge en hønsegård i midten af plantagen og så dele den op i 4 dele, hvor hønsene kan lukkes ud på skift. Nu har de et 2-folds system. Hønsene skal formodentlig kunne gå i 6-8 uger i en fjerdedel af plantagen af gangen. Ud over plantagen havde de en hønsetraktor, der dog blev brugt som indhegning til kyllinger. Hønsene rugede deres egne æg ud til kyllinger. De vil måske udvide med ænder senere hen.
Grøntsagsstykket lå på toppen af en nordvendt skråning, tæt på adgangsvej og parkeringsområde, hvor de var ved at bygge en salgsstand/grøntsagsstand. Hvis deres søgsmål på byggeri går igennem, vil de bygge huse bag ved bedene. Et stykke nedenfor bakken lå en kilde, som de har tænkt sig at anvende til vanding af haven.
De dyrkede almindelige grøntsager: kartofler, kål, rodfrugter (pastinak, selleri m.m.), forskellige slags bønner, squash og salat. Derudover havde de også krydderurter af forskellig slags, bl.a. merian og timian. Endvidere var der forskellige bær såsom jordbær, solbær, ribs og stikkelsbær. I nogle af bedene havde de kløver inde i sædskiftet, men de overvejede også at prøve at så kløver imellem grøntsagerne. De havde, uvist af hvilken grund, forsøgt sig med at forkultivere rødbeder og så plante dem ud. Det havde ikke været den store succes og kan ikke anbefales. De havde planer om at dyrke frugttræer på halvstamme imellem grøntsagerne.
Til skadedyrsbekæmpelse/forebyggelse brugte de fiberdug, så glimmerbøsserne ikke kunne komme til at spise bladene. Til at så med brugte de et håndskubbet såhjul, hvilket gik meget hurtigere.
Jorden var hård og stenet (JB 4-5 vil vi nok kalde det, selv om det var noget så usædvanligt som en siltblandet sandjord), men tørrede næsten aldrig ud dybere end ca. 15 cm. Overfladen kunne dog godt sprække lidt.
For at forlænge sæsonen og dyrke mere varmekrævende afgrøder, havde de nogle polytunneler. I den første var der et agurkebed, som var mulchet (jorddækket) med hestemøg og træfliskompost. Jorddækket giver varme ved omdannelsesprocessen, og der blev dynget mere på efterhånden som det faldt sammen. Agurker er ret gødningskrævende, så det er godt at så dem i kompost. Fordelen ved hestemøg er, at det ikke lugter særligt meget. Bedet blev vandet med en siveslange, som var lagt ud.
I det næste væksthus var der selvsåede tomater og salat. Selve bedene var lavet af gamle bildæk, hvor siden var skåret af. Dækkene havde først været brugt som såkasser for løg, som så senere var blevet plantet ud. I væksthuset havde de en stor tønde med kulsukkervand, som blev brugt til at gøde planterne med. Vandingsanlægget var små slanger med sprinklere på, som hang hen over planterne.
I det tredje væksthus planlagde de udelukkende at dyrke flerårige planter, men i øjeblikket var der en overflod af selvsåede planter som tomater, forårsløg, salat og blomster. En af blomsterne hed Chop Süey Green Shungiku-plante, der bruges som krydderi i chop süey – kun bladene anvendes. De regnede med at sælge af disse planter.
På stort set alle afgrøder, både i og udenfor væksthusene, brugte de gødningsvand lavet af kulsukker (Symphytum officinale). Dette blev lavet ved at fylde en tønde op med kulsukkerblade for derefter at fylde vand i. Tønden overdækkes med et låg for at forhindre myg i at lægge deres æg i det. I løbet af nogle uger vil bladene være opløst, og næringssaltene trængt ud i vandet.
Udover gødningsvand fremstillede de også et koncentrat af kulsukker efter samme princip, dog uden vand. Det lod de stå i et års tid, hvorefter en væske kunne tappes ud af en hane forneden på tønden. Dette koncentrat skal dog fortyndes med vand før brug i forholdet 1:30.
Der blev også brugt en del jorddække af forskellig art: kulsukkerblade, hestemøg, uld og halm/hø.
Længere nede af skråningen var der et andet grøntsagsbed, som var pløjet af vildsvin. Der havde været 18 af dem på det ca. ¼ ha store stykke. Et problem for grøntsagsbedet var, at der stod nogle poppeltræer, som havde rødder ca. 20 m ind under stykket. Det var meningen, at træerne på længere sigt skulle fældes.
Til såning i forkultur brugte de nogle små kompostblokke, som de selv havde standset ud som en kage i en form med en såkaldt »Compost-block-maker«. Komposten bestod af sand og tørvejord, omsat hestemøg og kulsukkerkoncentrat. Værktøjet laver en lille fordybning til frøet på toppen af blokken. Når frøet var lagt i, blev der evt. strøet sand over for at dække det.
De var i gang med at bygge et halmhus, som skulle bruges til salgsbod. Først havde man fjernet græstørven for derefter at grave ud til fundamentet, som bestod af jernbanesveller. Selve halmbyggeriet var lavet på traditionel vis. Det havde taget dem 3 dage at bygge, men det manglede stadig at blive lerpudset.
Gruppen på de 4 personer fik tingene til at køre som det var nu, men de havde ikke råd til nye investeringer. Der er i England ikke de samme muligheder for at optage rentefri lån, som vi kender det herhjemme fra f.eks. Merkurbank. Men det var i det hele taget ikke deres ønske at blive rige.
Ansøgningen om at bygge flere boliger på området burde kun tage 8 uger at behandle, men da vi besøgte stedet, havde den været 6 måneder undervejs. Kommunen vidste ikke, hvordan de skulle behandle sagen – de var aldrig stødt på noget lignende.
Overordnet set var det meget imponerende, hvad de 4 mennesker havde kunnet overkomme at lave, og med flere kræfter på stedet ville det nok være et rigtigt spændende sted at besøge igen senere.
2) 2.7.2002: Lower Shaw Farm
Lower Shaw Farm, Old Shawlane, Swindon, Wiltshire, SN55PJ
www.lowershawfarm.co.uk
Vi sidder nu i deres store, lidt gammeldags, køkken og får hyldeblomstsaft, te og kage og ser på stenudskæringer. Alt dette sørger vores værtinde Andrea for. Hun fortæller, at de har mange forskellige arrangementer på stedet – blandt andet stenudskæring og arbejdsweekender. Der bor en enkelt familie fast på gården, men ellers har de frivillige til at hjælpe – for tiden bor der 2 – og udover det har de arbejdsweekenderne, hvor der kommer måske omkring 20 mennesker og hjælper.
For omkring 10 år siden holdt de et permakulturkursus, dvs. en afslutning på et grundkursus, hvor en masse mennesker med grundkurset lavede design for gården ifølge permakulturens principper. En del af disse planer er ført ud i livet. Gården står for en del aktiviteter for børn i området, hvilket også giver et godt forhold til byen, som hedder Swindon, der ellers ikke er særlig spændende, med mindre man er interesseret i damplokomotiver eller shopping. Gården ligger midt i Swindon by, som har ca. 180.000 indbyggere. Der er ikke decideret landbrug på gården, men de har en have med mange grøntsager, og nogle enkelte dyr.
Da der boede flest på gården, var der 14 mennesker i alt – det var der i ca. 15 år. Familien som blev tilbage har 3 børn.
De har en flot grøntsagshave med mange grøntsager og krydderurter. Til gården hører 3 acres (1 ¼ ha). Gården er 200 år gammel, og bruges for tiden mest til kurser, seminarer og skolebesøg. Der er ikke produktion af fødevarer til salg, da det meste går til de besøgende.
På gæstehuset har de vandopsamling af regnvand, der samles i en lille dam i haven. Dette tiltrækker frøer og skrubtudser, der bl.a. spiser snegle – fugt til haven skaber også større artsdiversitet. På toppen af samme hus er opsat en solfanger til opvarmning af badevand.
Nede i haven havde de en tønde med hjemmelavet kulsukkerkoncentrat. Der var låg på tønden, og det var tydeligt at denne koncentrat var kraftigere end den vi havde set på The Sust. Lifst. Res. Co-op, som ikke havde låg på deres tønde.
Rundt omkring i haven havde de sørget for at plante stærkt duftende urter, der ville skræmme skadedyr væk fra nytteplanterne. Til jorddækket brugte de i høj grad gamle tæpper. De havde forsøgt at lave en skovhave, men den var stort set groet til.
Der går en ret stor vej forbi lige udenfor haven. Vejen var ikke lavet for 10 år siden, hvor permakulturdesignet blev lavet, men den var planlagt, og derfor kunne man tage højde for den i sektordesignet. Derfor plantede man hurtigtvoksende træer og buske af forskellige højder, som skulle skærme af mod den kommende vej. Vi sov i telt kun få meter fra disse træer, og vi bemærkede faktisk overhovedet ikke vejen på den anden side.
I køkkenhaven havde de samplantet salat og kål, således at salaten kunne høstes før kålen voksede op og dækkede. Udover det havde de bl.a. anvendt kulsukker til jorddækning i et af bedene. I et andet bed havde de samplantet squash og majs, således at majsen bruger de højere luftlag og squashen kravler langs jorden. I et salatbed havde de sat plasticflasker ned over planterne for at beskytte dem mod snegle og andre skadedyr. I deres have så vi også flerårige artiskokker, der var meget flotte (næsten mandshøje). De var jorddækket med halm.
3) 3.7.2002: Oaklands Park - Camphill Water
Camphill Water, Oaklands park, Newnham-on-Severn, Gloucestershire, GL14 1EF England
http://www.camphillfamily.com/?p=1
Gården lå oppe imellem høje bakker, og vi ankom midt på dagen. Det var Mark Moodie, som skulle vise os rundt. Stedet er en form for et kollektiv, hvor der bor ca. 100 mennesker, hvoraf ca. halvdelen er enten autister eller mongoler (Downs syndrom). Gården er ca. 150 år gammel og har været camphill siden 1976. Der hører 80 ha til, hvoraf de 40 ha er skov.
Gårdens landbrug og haver er drevet efter biodynamiske principper. Hele stedet var inspireret af Rudolf Steiner. Dette gav sig bl.a. udslag i, at de ikke afhornede køerne, eftersom den biodynamiske tanke ser hornene som forbindelsen til kosmos og som værende en del af fordøjelsessystemet (ligesom tænderne). Mark forklarede om nogle gamle teorier, iflg. hvilke der ikke findes hornbærende dyr, som har rovtænder. Man har dog siden hen fundet ud af, at der er en dyrerace, som trodser denne tommelfingerregel.
Camphill Water får penge af staten og donationer af private og offentlige fonde til at hjælpe de handicappede og sindslidende på stedet. Herudover sælger de grøntsagskasser til private. De har fælles økonomi med mulighed for at få dækket diverse udgifter til skoler og rejser mv. Alle får lommepenge til at købe tøj mm. for.
Da gården blev bygget i 1800-tallet, var den nødt til at være selvforsynende med vand. Selve hovedbygningen ligger på en bakke. Længere oppe på samme bakke havde man ført en kilde ned igennem et underjordisk rørsystem til et reservoir på 80 m3. Kilden blev opfanget i en slags underjordisk rende, som er 70 m lang. Renden var lavet af sten med noget cementlignende i bunden (måske ler). Mark viste os kilden igennem et dæksel, som nogle børn havde fundet ved en tilfældighed for år tilbage. Der var en hane, som var lukket, og da de prøvede at åbne for den, blev reservoiret fyldt. Reservoiret lå i samme højde som taget på hovedbygningen og kunne altså levere vand til huset ved hjælp af tyngdekraften. Der var endnu en kilde inde i skoven, som leverede vand til reservoiret. Denne kilde blev ført igennem et rør fra et underjordisk bassin. Her var der monteret en trykstødspumpe, som bruger den kraft der er i vandet (pga. strøm) til at pumpe 10 % af det gennemstrømmende vand op til reservoiret. Denne pumpe leverede 20 m3 af de i alt 80 m3 der kunne være i reservoiret.
I dag er de tilkoblet vandværket, og det vand der er i reservoiret bruges udelukkende til vanding i haven. De bruger i dag 18 m3 i vand døgnet, hvilket vil sige at de 80 m3 fra reservoiret ville række til 4 dage.
Mark viste os en svensk plasticcyklon, der kan frasortere lort fra vand så at sige. Lorten (eller tørdelene) kan komposteres, men vandet er ikke rent nok til at kunne genbruges direkte. Han mente, at systemet allerede bliver brugt i flere svenske skoler. Det er en nem og billig måde at omdanne et almindeligt vandkloset til et kompost toilet på, men det virker knapt så godt som den ægte vare.
Der var 2 systemer til alt spildevand på ejendommen. Det første anlæg var dimensioneret til 50 personer, og kunne i spidsbelastninger klare op til 500. Det bestod af 3 bassiner, som nedbrød det organiske stof ved både aerob og anaerob nedbrydning. I det første bassin løb det ubehandlede spildevand ind. Der voksede gul iris, tagrør og en hurtigtvoksende hybridpil. Begge slags nedbrydninger var mulige, da det ene bassin tømtes helt engang imellem ved hjælp af et automatisk hævert system, og derved kom der ilt til nedbrydningsprocessen. Dette var ideelt, for at det organiske materiale blev nedbrudt fuldstændigt. F.eks. blev NO3 (nitrat) til N2+O2 (kvælstof og ilt) og PO4 (fosfat) blev til P+O2 (fosfor). Systemet krævede kun tilsyn/pasning 2 gange årligt. Systemet vil ikke virke i frostvejr, da det vil medføre at vandet står stille. For at fjerne næringsstoffer skal der høstes plantemateriale fra systemet.
Det andet system dækkede kun 1/8 af det førstes areal. Også her var kapaciteten til 50 personer, men det kunne ikke klare en spidsbelastning, som det andet system kunne. Det kræver regelmæssig pasning og tilførsel. Systemet er et vertikalt (lodret) system.
Spildevandet føres først til et baffel-filter, hvor det der flyder ovenpå og det der bundfældes, sorteres fra. Det frasorterede skovles over i en kompostbeholder, hvor orm sørger for nedbrydningen. Der tilføres også tagrør fra anlægget til denne kompost for at få det rette C:N-forhold. Ormekomposten fungerer dog bedst ved temperaturer over 15º C. Et vertikalt flow fordeler vandet ud i forskellige sektioner, muret op som et terrassesystem. Der er 4 niveauer af terrasser. Vandet i den store dam, som udgør det laveste niveau, iltes via en vandtrappe, der består af flowforms, som »beliver« vandet. Dette er et koncept, som både Rudolf Steiner og Viktor Schauberger arbejdede med – at vandets kvalitet afhænger af vandets bevægelser. At »rytmer« er naturens formidling og dynamik mellem modsatte poler. Systemet bruger ikke energi til andet end denne pumpe. Dette system har det mindste areal, der er muligt til naturlig vandrensning.
Ved siden af anlægget var der nogle nedgravede plastictønder, som var et lille eksperiment man havde lavet. Da man i sin tid havde sendt vandprøver ind til myndighederne for at få testet renheden af rensningen, fik de besked tilbage, at der stadig var organisk materiale i vandet. Det var ikke urenheder fra det grå eller sorte spildevand, men derimod algevækst fra rensningsanlægget. Derfor prøvede man i disse tønder på forskellige måder at rense algerne fra. Der var en tønde med flydende vandplanter, som lukkede lyset ude fra vandet og derved dræbte algerne. Der var en tønde, hvor vandet blev siet igennem sand osv.
Med hensyn til dyrkning, så har de et 4 års sædskifte med græs, kartofler, grøntsager og korn. Desuden havde de marker med vedvarende græs. Grøntsagshaverne omfatter mange forskellige afgrøder. Imellem afgrøderne er der også blomster – spiselige eller ren pryd. Igen Steiner – planterne vil gerne blomstre, det fungere som en sikkerhedsventil for haven. De dyrker selv deres frø til løg, salat m.m. Biodynamikken, som har arbejdet med frøavl i 70 år, arbejder med at frøene har forskellige egenskaber alt efter hvor de har siddet på frøstanden. Alt haveaffaldet komposteres i store miler. Milerne podes med de forskellige biodynamiske præparater (jord, planter, dyr og energi fra kosmos), men ellers fungerer de som »almindelig« kompostering. Grøntsagsbedene holdes som højbede, som er meget produktivt – selv uden jorddækning. De pløjer dog med traktor. De handicappede høster grøntsagerne. De pæneste grøntsager sælges, mens de mindre pæne spises af beboerne selv. Stedet tager 5-6 praktikanter for 2 år ad gangen. Ingen af dem får løn. Gården producerer også kød i mindre skala, og der er gårdbutik og en skole på stedet.
4) 3.7.2002: Ragman's Lane Farm
Ragman's Lane Farm, Lower Lydbrook, Lydbrook, Gloucestershire, GL17 9PA
www.ragmans.co.uk
Vi blev vist rundt af gårdens ejer, Matt Dunwell. Den har eksisteret i 12 år i sin nuværende form. Den dækker 60 acres (ca. 24 ha). De producerer en bred vifte af produkter: kød, shiitake-svampe, frugtsaft, cider, grøntsager, brændsel, trækul, pilestiklinger og kulsukkerkoncentrat.
Det faste personale består af Matt Dunwell – Boss, og den eneste som ikke bor på gården. Peter – Kulsukker, æblemost, trækul. Christina – Administration, kontor. Louise – Grøntsagshaverne. Lindsey – Louises lærling. Max – Muskler! Dertil kommer frivillige og kursister.
Farmen får også penge fra campister (som os).
Der afholdes ca. 10 årlige kurser i permakultur. 6-7 weekendkurser, to 2-ugers designkurser (certifikat), og et 9-ugers kursus med ophold på stedet (januar - marts). Det sidste er særligt givende for kursisterne. Mange af kurserne holdes af Patrick Whitefield, som er en af permakulturnetværkets største kapaciteter indenfor fødevaredyrkning, flerårige grøntsager, skovhaver, bogskrivning og andet, der har med tempereret permakultur at gøre.
Da gården blev overtaget, blev arealet brugt til at holde 20 kødkvæg, der kun gav nok til en halv lønning. Områdets øvrige landbrug domineres generelt af får og kvæg. De er kun økonomisk levedygtige via offentlige tilskud. Det blev nævnt i en sidebemærkning, at de taber 5 £ om året pr. dyr, så underskuddet bliver større jo flere dyr de har!
Kun 2 % af Englands landbrug dyrkes økologisk. I de sidste 10 år har der været interesse for økologi i området. Ragmans Lane er ikke certificeret økologisk (i England sker det igennem Soil Association). Det er dyrt – 600 £ for certifikatet + ½ % af omsætningen ved forarbejdning af landbrugsråvarer. Desuden giver det flere bindinger. Ragmans Lane har allerede etableret et marked baseret på direkte salg til lokale kunder og ønsker derfor ikke at blive certificeret. Sidebemærkning: chefrollen har været svær for Matt. En del mennesker har været involveret og er forsvundet igen, bl.a. fordi han har haft svært ved at give ansvar fra sig.
I oktober og november laves der cider af både æbler og pærer. Frugten males til en »pomace«, der pakkes ind i store flade lærredspakker (en »cheese«), som stables 5-6 stk. ovenpå hinanden i en 200 år gammel ciderpresse. Disse er desværre efterhånden svære at få fat i, da lokale pubber opkøber dem som dekoration. Det er synd, da ciderens anden og langsomme gæringsproces starter på den gær, som findes i træet i pressen. Den første gæring skyldes gæren på frugtskallerne og er hurtig og kraftig. Den anden gæring giver cideren sin specielle aroma.
Der laves også en »ren« cider på tilsat champagnegær. Den vil være klar til påske.
Endelig har de også en maskine til at presse most med. De presser æblemost, som tappes på flasker og sælges i gårdbutikken. Al cider og most pasteuriseres ved 72º C i 20 minutter.
Der bliver også produceret 1.000-1.500 liter kulsukkerekstrakt, der sælges til 2,20 £ pr. liter (»26,50 kr.). Ekstrakten fortyndes med vand i forholdet 1:30.
Der sælges planterødder af kulsukker til 10 £ (»120 kr.) for 30 stk. Fremkomsten af kulsukker som gødningsplante skyldes primært Laurence Hills fra Henry Doubleday Research Association (HDRA). I dag er Ragmans Lane Englands største producent af gødningsekstrakt på kulsukker. De bruger sorten Symphytum x Uplandicum (russisk kulsukker) Bucking 14, som i modsætning til den, i Danmark naturligt fremkommende Læge-kulsukker (Symphytum officinale) ikke kan formere sig ved frø, da de er golde.
Gødningsekstrakten kan sprøjtes (fortyndet) direkte på bladene, hvor den også bekæmper bladlus og andre skadedyr. Kulsukkergødning er godt til roser, tomater, agurker mm. Det er knap så godt til rodfrugter og kartofler. Jorden kan godt blive forsuret af det, og der kan opleves magnesium mangel, da kulsukkerens store kaliumindhold kan blokere for planternes magnesium optagelse. Der kan eventuelt kompenseres med tangekstrakt. Kulsukkermarken fyldte ca. 1 acre (0,4 ha). Der bliver høstet 3-4 gange om året. Ideelt mulches arealet med 1-2 cm dyregødning. Bladene fermenteres i store tønder (44 gallons, ca. 200 liter, svarende til en standard regnvandstønde), og ekstrakten pasteuriseres ved at blive opvarmet til det bobler.
I øvrigt er kulsukkermarken placeret nederst på skråningen, så det virker som en slags ekstra rodzoneanlæg for næringsstoffer, der siver ned af den. Småplanterne plantes i plasticfolie, da de ellers nemt bliver udkonkurreret af græs. Gården startede med at have 50 planter, der blev opformeret til 10.000 to år efter (ved roddeling).
Op langs en fugtig skyggefuld sti produceredes shiitake-svampe på ege-kævler af ca. 1 m længde. Egen opkøbes lokalt fra The Forest of Dean i november – marts, hvor sukkerstofferne er trukket ind i bark og stammer. Eg foretrækkes, da træet indeholder mere gods, og barken ikke falder af. Stammerne må hverken være for tørre eller for fugtige. For tør giver »bracket fungus« (der ligner chips), og for våd giver »trichodernia«, som er en hvid belægning med grønligt skær. Svampemyceliet købes fra USA, som inficeret savsmuld, og kævlerne inokuleres ved at skyde savsmulden ind i 2-3 cm dybe borehuller med 20-30 huller pr. kævle, som forsegles med voks. I løbet af 1-2 år gennemvokses kævlerne af myceliet (the spawn-run), og der fremkommer hvide pletter på enden indenfor barken, der vokser sammen til en ring. Indtil nu har svampen formeret sig vegetativt, og for at fremprovokere en kønnet formering (frembringe spiselige frugtlegemer), kræves en chokbehandling – kævlerne slås (giver vibration) og kastes i en dam (vandmætning og temperaturfald). I løbet af 1-2 uger dannes frugtlegemer, som gror til fuld størrelse på 4-5 dage.
I starten høstede de selv svampene, men det er tungt arbejde og økonomisk risikabelt, da svampene skal bruges inden for 24 timer efter høst. I stedet skæres kævlerne nu op i stykker á ca. 30 cms længde og sælges til folk, der selv slår, opfugter osv. for at fremkalde svampedannelsen derhjemme. Der kan høstes ca. 4 gange i en cyklus på 2 måneders hvile, 2 dages opfugtning og 2 ugers svampedannelse.
Produktionen er rimelig profitabel. 20 £ pr. ton i indkøb giver 2.000 £ pr. ton (»24.000 kr.) ved salg. Kævlestykkerne sælges for 6-7 £ pr. stk.
Der er bygget en »tree bog«, som er et udendørs komposttoilet, etableret på en ca. 2 m høj platform. Urin og afføring komposteres ovenpå jordoverfladen, hvilket giver en aerob og derved lugtfri proces. Bunken afskærmes med halmballer, og tree bog’en er omgivet af tæt plantet pil. Efter 4 års brug er den stadig ikke fuld.
Sammenbygget med tree bog’en er et solopvarmet udendørs brusebad. Badevandet opvarmes ved varmeveksling, hvor det solvarme vand kører i et lukket system fra solpanelerne til en spiral i en isoleret vandbeholder. Beholderen er placeret over panelerne. Når solen skinner, stiger det varme vand op i beholderen, og når solen ikke skinner stopper cirkulationen (koldt vand er tungere end varmt vand).
Der høstes pil til brændsel fra en hybridpil, som stynes i navle/bryst højde. Underskoven tænkes udnyttet til høns og senere til grise. Pilerisnegene brænder bedre og renere end større tømmer, og kræver kun 4-5 måneders tørring. 1/5 ha dækker varmebehovet for et hus, hvor der normalt kræves 3 ha. Der fyres i hjemmebygget masseovn, hvilket er en forholdsvis ukendt ovntype i England.
Et større areal på 1,2 acres er netop tilplantet med pil til salg af stiklinger. Steve Pickup står for dette pileområde. 30 cm stiklinger sendes med posten til 40p pr. stk., hvilket giver en årlig indkomst på 25.000 £ (»300.000 kr.). Der afholdes også kurser i pileflet.
Der dyrkes grøntsager på ca. 2 acres, bl.a. kartofler, løg m.m. Løgene dyrkes i højbede, som der ikke trædes i. Ukrudt er et stort problem, som bl.a. løses ved overdækning med sort plastic i 18 måneder. Der foregår sædskifte indenfor de 2 acres. En tidligere grøntsagshave er groet til. Oprindeligt blev arealet terrasseret med bede, som lå på konturen (dvs. ingen hældning). Det beviste sit værd i forbindelse med heftige skybrud for 2 år siden, hvor andre områder mistede 10 cm af muldlaget, mens dette område forblev intakt. Jordbunden i området er siltblandet ler, som er meget utaknemmeligt at kultivere. Den komprimeres nemt (pga. leret), og er meget svær at bryde op igen (pga. silten).
Der dyrkes grøntsager til 30-40 abonnementskasser. Meget arbejdskrævende og meget problematisk. Louise startede i foråret og har valgt at begynde med at få styr på den »nye« grøntsagshave. Givetvis en klog beslutning.
En stor dam er etableret med deres egen lerjord som membran. Der holdes græskarper, som smager helt godt, når de har gået i helt rent vand en måneds tid før de fanges og tilberedes. Der er plantet tagrør med de tusind anvendelses muligheder. En rygbeplantning af pil indtjener hele søens areals værdi som fåregræsning og ved salg til brændsel. Oven for søen er plantet frugttræer, som modner tidligt pga. solens genspejling i vandoverfladen. Dette område er i det hele taget særligt behageligt, varmt og frodigt. Det tog 10 dage med en bulldozer at etablere søen. Søen fødes af et naturligt vandløb, og har overløb (via rør) tilbage til vandløbets videre forløb. Der er endvidere udgravet en sænkning langs bredden som en »spillway«, så en eventuel oversvømmelse kan styres ned igennem terrænets naturlige dalsænkning, i stedet for at søen løber over sine breder med katastrofale erosionsskader til følge.
5) 4.7.2003: Schumacher Forest Garden - Agroforestry Research Trust
Martin Crawford, Agroforestry Research Trust
46 Hunters Moon, Dartington, Totnes, Devon, TQ9 6JT England
www.agroforestry.co.uk
Skovhaven er 8 år gammel. Den blev etableret på en gammel græsmark, og stedet blev valgt fordi det støder op til en skov af gamle træer, som giver læ for hård vind fra sydvest. Der er plantet et nyt læhegn, som danner læ mod kolde østenvinde i foråret. Læhegnet består bl.a. af en kvælstofsamlende plante »Elaeganus« og »Rubus tricolor«, som er en tornløs brombær med gule bær. Den fungerer som et effektivt bunddække.
Martin Crawford, som har anlagt og står for haven, bruger ofte nylonvæv som bunddække, da det dræber både skræpper og mælkebøtter på et år. Det er derfor brugt flere steder i skovhaven, hvor et nyt bunddække forsøges etableret.
Haven er etableret så de højeste træer er mod nord, og de laveste mod syd. Efterhånden som træerne er vokset op, er gennemsnits temperaturen i haven steget med ca. 2º C (på 8 år). Den almindelige minimumtemperatur om vinteren i området er ca. ÷ 4º C.
Der er planter og træer, som tjener forskellige formål. Formålene er f.eks. planter til fiber, farve, mad og medicin. Som bunddække er ofte anvendt aromatiske planter, såsom æblemynte, citronmelisse og jordbær.
I skovhaven er der også en dam, som blev etableret sidste år. Der er sat fisk ud i den, bl.a. græskarper, så den er overdækket med et net for at holde fugle ude. Tæt ved dammen er et nyetableret stykke skovhave. Her er der jorddækket med barkflis. Men ellers er haven ret veletableret, og Martin bruger kun 3-4 dage om måneden i sommerperioden på at luge, og ca. 20 min. dagligt på at høste - hovedsageligt til eget forbrug. Derudover bruger han tid på at holde kurser og skrive nyt materiale til udgivelse.
Han har også en lille planteskole, hvor han driver planter frem til eget brug og til salg. Træerne sås i specielle potter, hvor rødderne ikke gror rundt i en spiral, hvilket de ellers har tendens til i almindelige potter. De er hævet over jorden, og når de gror ud af bunden, sørger udtørring for at rødderne ikke vokser ud af bunden. De bliver sået i kompost lavet af bl.a. kulsukkerblade og barkflis. Potterne kan bestilles på deres hjemmeside.
Når træerne plantes ud, plantes de med en afstand, så der er et mellemrum imellem dem, der svarer til et fuldt udvokset træ plus 25 % af den fuldt udvoksede trækrone.
Her er lidt om de planter og træer vi så:
Alnus cordata, Italiensk el. Kvælstoffikserende, skygger ikke ret meget.
Amerikansk hyld. Blomstrer senere end den europæiske. Er ikke selvbestøvende, så den bliver ved med at blomstre, hvis man kun har en.
Phyllostachys viridi-glaucescens. Bambus. Pindene høstes når de er 3 år gamle, for at de kan blive stærke nok. Frost tolerant ned til ¸20° C. Bliver 10m x 5cm.
Pinus toriano. Amerikansk fyr, med spiselige kogler.
Phyllostachys aurea. Bambus, frost tolerant ned til ¸20°C. Bliver 8m x 4cm.
New Zealandsk hør. Har meget stærke fibre, og kan bl.a. bruges som snor. Er frost tolerant ned til ¸15° C.
Robinia Pseudoacacia, Falsk acacie. Kvælstoffikserende. Spiselige blomster og frø, som dog skal koges først.
Wood Angelica. 4-5 årig kvan. Skyggetolerant.
Claytonia sibirica, Sibirisk Purtulak. Bunddække. Smager som rødbede, og er meget skyggetolerant.
6) 5.7.2002: Keveral Farm
Keveral Farm, Seaton, Looe, Cornwall, PL13 1PA England
www.keveral.org
Vi blev vist rundt af Oak og Gina. Gården blev købt i 1973 af folk fra London, der ville lave et behandlerkollektiv. Oprindeligt var der 100 ha, men der blev hurtigt solgt 88 ha fra. For nylig har de købt 3 ha tilbage, og har i dag 15 ha. I 1970-erne og ’80-erne havde de en simpel livsstil uden vand, el og traktor. De havde dengang fælles økonomi. I ’70-erne var det ejet af »Housing association«. I ’80-erne blev det overtaget af en »Housing Coop«, som tog leje fra dem der bor der. Samtidig begyndte de at få boligsikring for folk på lav indkomst. I 1991 dannedes en »worker group«, som kunne ansætte folk. I 1993 kom de første med permakulturcertifikat til, og i 1994 begyndte de at holde årlige kurser i permakultur. I 1997 startede de et grøntsagskassesystem. De har nu fået el, vand, biler m.m. og den oprindelige opstartsgruppe er væk. Førhen fik de vand fra en kilde, som forsynede hele Seaton med vand. Kilden er mindre i dag pga. overfladeafløb. De får nu vand fra kilden samt fra opsamlet regnvand.
Beslutningsprocessen på stedet tilstræber de at være konsensus, men hvis de ikke kan blive enige kan der stemmes efter 3 uger.
Gårdhaven ligger med mure hele vejen rundt, som holder på varmen og skaber læ. Dette er en traditionel engelsk have. De har haft problemer med flerårigt ukrudt, som de har forsøgt at grave væk, hvilket nærmere har gjort at det er blevet opformeret. Derfor har de besluttet at jorddække det hele med plastic og plante flerårige planter i huller deri.
Det er et højbedsystem med jordbær forrest mod syd og derefter hindbær. I skyggen af dem (på den kolde side), vil de pode svampe i halmen, som de jorddækker med. Svampene kan udnytte en niche, hvor intet andet ellers kan gro. Haven ligger, så man ikke naturligt kommer til den, og den bliver derfor let forsømt og overset. Det problem vil de løse ved at lave en dør i muren i den anden ende, så der bliver naturlig gennemgang. De vil også lave en dør ind til laden, hvor de pakker grøntsagskasserne.
I sydenden er der varmest, og derfor har de placeret de tidlige sorter her. Der er også en dam med frøer til at tage snegle. Der gror kvælstoffikserende Azolla i dammen, som kan bruges til kompost eller jorddække.
Udenfor haven, i skyggen fra muren, dyrkes svampe på træstammer, og et andet sted dyrker de østershatte i plasticposer – igen en niche.
De har 6 polytunneler, der dyrkes med permanente højbede med jorddække primært af halm. De dyrker hele året rundt. Om vinteren med salat, gulerødder og løg. De har asparges, som tidligt er klar til høst. De dyrker også tidlige ærter. Der arbejdes med samplantning af f.eks. gulerødder og salat, hvor der efter salaten plantes tomater imellem gulerødderne, som løsner jorden i dybden. Hjørner og kroge udnyttes til selvsået dild, morgenfrue og sennep, som bl.a. tiltrækker svirefluer.
I hver tunnel er lavet en »bildækdam« med frøer i til at spise snegle. Snegle bliver et større problem, når der jorddækkes, da jorddækket ofte er fugtigt. Desuden giver dammene fugtighed i tørre perioder. Når de etableres, skal man fylde dem med vand fra en eksisterende dam eller sø for at få det rigtige mikroliv med. Så kommer frøerne helt af sig selv.
De ville have 4 hylder over hinanden med jordbær, ned gennem den ene polytunnel, i en højde som børn ikke kan nå. De plantes i den øverste hylde, og stiklingerne breder sig efterhånden ned til de underliggende hylder. Desværre sad hylderne for højt, så Gina kunne heller ikke nå dem.
Frilandsgrøntsagerne kører i rotation mellem 5 marker. Der bruges faste bede, som følger konturlinierne. Bedene bliver fræset før ibrugtagning. Gina mener markerne er for små til maskiner, og for uoverskueligt store til håndkraft. Hun mener de bør dyrke flere flerårige og usædvanlige planter for at forbedre økonomien.
Oak fortalte os om hans lille planteskole med æbletræer. Træerne blev podet fra gamle lokale sorter. Der findes ca. 4.000 æblesorter i England, hvor kun få er udbredte. Kun et fåtal af de mest solgte kan klare et fugtigt klima, som det der er i Cornwall. Derfor forsøger Oak at samle lokale sorter, som kan klare klimaet. Han poder uden brug af voks, men skærer et rent snit på både podestok og podekvist med en lille tunge i midten. Grenene bindes sammen med plasticsnor. Rodstokkene købes på planteskolen, mens podekvistene findes i lokalområdet. 90 % af podningerne lykkes. Oak poder på høje stammer, hvilket giver et træ, der lever ca. 5 gange så længe som de små, nemlig omkring 150 år. Samtidig kan man bruge pladsen under dem, som de her brugte til campingplads. Med høje træer bliver æblerne sværere at plukke, men da Oak bruger dem til cider, er det fint med nedfaldsfrugt. De kan dog ikke bruges til opbevaring pga. stød.
Han planter også rodstokke ud på voksestedet, og podede så først senere på dem, da han mente dette gav en god etablering.
På hele ejendommen var de i gang med at etablere mere skov. Noget af den var 8 år gammel, og blev vedligeholdt ved afskæring af grene for at få god tømmer kvalitet. Efter 10-15 år vil der blive tyndet ud i den. Der var også plantet helt ny skov i marts, som var ved at blive jorddækket med et tykt lag aviser med afklippet græs ovenpå (som alligevel vokser imellem træerne). Jorddækningen burde have fundet sted i april, da det havde været hurtigere. Nogle træer var allerede blevet udkonkurreret af højt græs. De små træer koster 3p (»40 øre) pr. stk., og de bliver plantet med et plasticrør til 60p pr. stk. (»7,20 kr.) omkring for at beskytte dem. Måske kunne det bedre betale sig at plante større træer med billigere plastic rør omkring. Små træer etablerer sig dog bedre. Kanteffekten udnyttes til frugttræer og buske.
Der løber en bæk på ca. 1 mil (ca. 1,7 km) langs konturlinien af bakken, som ender i en lille dam. Der er overløb ud i skoven, hvor træerne optager vandet. I dammen opsamles jord, silt, ler og humus, som ellers ville være endt i havet, som ligger tæt derved. Der er opsamlet et lag på 20 cm på 2 år, og det køres ud i frugtplantagen.
7) 6.7.2003: Tinkers Bubble
Tinkers Bubble, Little Norton, Stoke-Sub-Hamdon, Somerset, TA14 6TE England
http://www.economads.com/log20020524-20020531.php
Vi blev modtaget af Michael, som vi fulgte op på toppen af en stejl bakke og ind i en skov. Her lever 10 mennesker i meget smukke huse, som de selv har bygget. Tømmeret er fra deres eget dampdrevne savværk. De mener ikke selv de kan kalde stedet for permakultur, men de lever ikke desto mindre enkelt og miljørigtigt. Stedet har eksisteret i 8 år, og der bor 10-12 voksne (plus nogle børn).
I starten havde de en del problemer med lokalsamfundet, som var meget skeptiske og afvisende overfor den underlige levevis. Men de gik i gang, og sørgede for altid at opføre sig pænt og ordentligt i byen og i politiske debatter. I dag er de accepteret, og har et fint forhold til naboerne. Men de ønsker ikke at blive et turiststed, hvor de skal forholde sig til spørgsmål, der bygger på helt andre måder at opleve verden på, end den de har på Tinkers Bubble. Allerede da Michael havde kolonihave, skilte han sig ud fra de andre ved ikke at dyrke på lige rækker. I stedet fulgte han landskabets naturlige hældning og brugte verdenshjørnernes placering.
Husene lå som sagt på toppen af en bakke inde i skoven, så der er høje træer over det hele. De leder tanken hen på hobbithuler eller smølfeboliger.
Deres huse er bygget af lærketræer, som de selv har fældet i skoven og savet op på deres eget savværk. Stammerne var flækket på langs og lagt som et spåntag (overlappende) både på tag og vægge. Når de flækkes på denne måde, undgår man at vand trænger ind igennem træet. Lærk er selvimprægnerende, da det indeholder svampedræbende stoffer.
På deres badehus havde de anvendt Douglasgran, der også er selvimprægnerende men i modsætning til lærk ikke mister formen, når det tørrer. At lærk ikke holder formen særlig godt, er dog ikke så problematisk, når man anvender flækkede stammer. Under tagbrædderne havde de i det nyeste hus spændt lærred/sejldug ud for at holde vandet ude. Udover forskellige træhuse har de inde mellem træerne bygget nogle simple traditionelle mongolske hytter (kaldet en Yord – udtales »jørd«). Hytterne er bygget op af tre lag sammenføjede grene, der udgør skelettet af teltet. Det nederste lag grene ligner et hegn, som kan foldes sammen som en harmonika. Næst øverste lag er lange kæppe, der er dampbøjede for at udgøre taget. Toppen er en ring af træ med grene hele vejen rundt. De tre lag er sammenføjet med snor, og der er fastgjort sejldug ovenpå konstruktionen. Det er dog et problem at bruge lærred i skoven, da støv og pollen sætter sig i stoffet og medvirker til at det rådner, og også fordi der er så fugtigt i skoven.
I det første hus vi så, var der et opholdsrum og en hems til gæsteværelse. Her havde de bygget en brændeovn lavet af 3 gamle gasflasker. For at få evt. overskudsgas ud, havde de boret hul i toppen af flaskerne under rindende vand. Derefter blev de fyldt op med vand, og de kunne derefter save i dem uden fare for eksplosioner. I badehuset havde de også en brændeovn til opvarmning af badevand. Inde i ovnen løb et rør, som vandet blev ført igennem. Det opvarmede vand løb herefter over i en stor vandbeholder. Derfra kunne vandet føres over i badekaret. De havde endnu ikke fået monteret et brusebad.
En mand ved navn Steve var i gang med at bygge sit eget hus. Han var endnu ikke nået længere end til fundamentet og nogle af bundplankerne. Han havde gravet ud således, at underlaget med mest jord under ville komme til at bære den største vægt. Grundskelettet til huset var planker ovenpå hinanden på kryds og tværs. Bundplankerne var konstrueret, så de kan sidde sammen uden lim eller søm. Til byggeriet brugte han et hjemmelavet vaterpas, som er beskrevet i Bill Mollisons bog »Permaculture Designers Manual«. Det er i princippet blot en klar plastslange med vand i.
Lidt nede ad bakken havde de 6 solpaneler og en lille vindmølle til at forsyne alle med el. Strømmen samledes i et batteri tæt ved husene, og ledninger gik videre herfra og ud til hvert enkelt hus. Solpanelerne er hver især på 40-75 watt. De leverer 12 volt, men det bliver konverteret til 24V, inden det sendes op ad bakken til batterierne. Oppe ved batterierne konverteres det tilbage til 12V. Dette gøres for at tabet i ledningerne bliver mindre. De har som regel el nok, men hvis et af børnene har glemt at slukke lyset, eller de har 2-3 overskyede dage om vinteren, kan det godt knibe lidt.
De er også selvforsynende med vand. Der løber en lille kilde på den bakke hvorpå de bor. Den har de lagt i rør og ført igennem en trykstødspumpe eller hydraulisk pumpe, som den også hedder. Den sender 10 % af det gennemstrømmende vand op til en vandtank oppe ved husene.
Lidt nede af skråningen har de haft en skovhave, der dog ikke fungerede optimalt. De havde ellers forsøgt at inddele bakkeskråningen i terrasser, så dyrkningen skulle være lettere.
De har en del skadedyr, såsom kaniner, grævlinger, duer, egern og hjorte, som alle spiser af grøntsagerne. Forskellige former for elektrisk hegn er brugt i forsøget på at holde dem ude, især et der er helt nede ved jorden, som skal holde grævlingerne ude. De bruger selvfølgelig ingen pesticider – ikke engang sæbevand, der kan dræbe f.eks. bladlus. De mente også at dyrene blev tiltrukket af de egetræer, der voksede på bakkeskråningen.
De dyrker de fleste af deres grøntsager selv i forskellige polytunneler (de har hver deres) og i bede udenfor. Udover at de er nogenlunde selvforsynende, har de nok til at kunne sælge af på markeder. Forskellige mennesker stod for de forskellige produktioner.
Væksthusene og bedene er placeret nedenfor skråningen, hvor de bor, og selvfølgelig udenfor skoven. I det første drivhus har de plantet efterårssåede Japanske løg sammen med tomater og kål. I siderne af huset er der ærter. Det næste hus har en samplantning af hokkaido og tomat. Der er også forskellige slags salat, som vandes med siveslange.
Fællesbedet, som er til selvforsyning, er et bed de alle passer. Her har de samplantet løg og salat.
De har en frugtplantage, som bl.a. består af valnød, solbær, æble og pæretræer. Æblerne er Bramley-æbler, som er sure madæbler, der først og fremmest bruges til juice. De presser juicen selv, da man ikke længere kan sælge æblerne alene – ingen køber sure æbler til tærter el. andet. I plantagen har de 2 køer gående, som malkes ved håndkraft. Mælken bruges til fremstilling af ost og smør – først og fremmest ost. Æblejuicen laver de selv, i endnu et hjemmebygget hus, hvor de også har en ciderpresse. De sælger juicen, mens cideren kun bliver solgt hvis der er mere end til eget forbrug. I år 2001 fik de kun produceret 1 tønde. Deres ciderpresse er lavet af elm og lærk, selv om eg ville være bedre. De laver også juice på denne presse. Det tager omkring 1 dag for 3 mennesker at producere 50 gallons (»250 liter) juice. Pakning og tapning tager længst tid. Efter juicen er kommet på flasker, varmer de den op til 70º C i 20 min (pasteurisering) og skolder låget, før det sættes på. De har tilladelse til at sælge øl og cider på markeder og til festivaler, og de har det økologiske mærke på deres æblejuice.
Udover de 2 køer har de høns og ænder, og de har engang haft grise. Til grisene har de et røgeri til skinke.
Eftersom en stor del af ejendommen er skov, drives der skovbrug. De har 2 ½ acre med lærk (1 ha). Til videre forarbejdning af tømmeret har de et dampdrevet savværk. Noget af det opsavede træ sælger de.
For at trække stammerne ned til savværket anvendes heste. Da hestene er trænet til at trække tømmer ved kraftige ryk, er man gået bort fra at bruge dem til at pløje med, da man her ønsker de trækker med glidende bevægelser.
Dampmaskinen står i en lade, som er bygget af høballer og dobbeltglasvinduer. Bygningen ligger forneden på grunden, tæt på vejen og naboer, så bygningen er lydtæt ved brugen af disse materialer. Til gengæld er der åbent den anden vej op mod bakken, så lyden fra dampmaskinen går den vej op i stedet.
Det overordnede design for stedet kunne måske være bedre. Der er både gode og dårlige sider ved at have boligerne liggende på toppen af bakken. De kan ikke ses fra den offentlige sti, der løber nedenfor bakken (det var en del af aftalen med kommunen). En anden vigtig grund til at husene blev bygget her var, at det var det eneste flade vandrette stykke på hele grunden. Desuden er der køligt om sommeren og varmere om vinteren imellem træerne, hvilket er et stort plus. Toppen af bakken ville heller ikke kunne bruges til så meget andet.
De negative sider er nok, at der er ret mørkt under trækronerne, men det bliver alt for koldt pga. vinden, hvis man gav sig til at fælde nogle af træerne. Udover det er bakken ret stejl at gå op ad, så det er besværligt at transportere ting derop. De har lært, at det er meget vigtigt at tænke et godt stykke frem i tiden, når man designer noget. Det er f.eks. vigtigt at tage stilling til, om der kommer flere mennesker til stedet, eller om der sker andre ændringer. Nu er de meget langt tid om at tage forskellige beslutninger. Ideelt burde man forsøge at bo forskellige steder på et givet stykke land, før man beslutter sig for, hvor boligen skal ligge.
8) 6.7.2002: Turners Field
Turners Field Permaculture, Compton Dundon, Somerton, Somerset, TA11 6PT England
Ann Morgan har boet på stedet Turners Field I 16 år. Arealet dækker ca. 1 ½ ha, og omfatter grøntsagshave, vildtzoner, græsplæner, blomstereng, bærbuske, frugttræer, pileflet, tree bog-toilet og en midlertidig bolig, bestående af 2-3 sammenbyggede skurvogne med et lille biologisk rensningsanlæg tilknyttet.
Ann var lige kommet hjem efter en uges ophold i London, hvor hun havde været i højesteret. Hun havde netop fået tilsagn om en appelsag, om retten til at udvikle stedet til et færdigt permakultur sted med fast beboelse. Hun havde i sin tid købt arealet, som er landbrugsjord, til en lav pris, og havde ikke tilladelse til at opføre fast beboelse her. Desuden mente byrådet i den nærliggende by, at hun ikke havde levet op til sin målsætning om at etablere selvforsyning og undervisning i permakultur. Ifølge Ann selv drejede sagen sig dog i virkeligheden om, at hendes projekt repræsenterede en trussel mod de eksisterende økonomiske og politiske strukturer, ved at vise et eksempel på hvordan folk kunne blive selvforsynende fra endda meget små jordarealer.
I haven blev der brugt rabarber som kant ind til grøntsagshaven. Hun brugte i stor stil brugte flasker som kantbegrænsning omkring dyrkningsbedene.
Det overordnede design virkede lidt ufærdigt og tilfældigt, og hun sagde selv at hun ikke kunne lave et endeligt design, før hun vidste hvor et permanent hus skulle placeres. Dette afhang i høj grad af højesteretsagens udfald. Derfor havde hun bl.a. ikke zoneinddelt haven. Hun havde plantet mange hjemmehørende planter og træer, herunder ask, eg, hassel mm. En del af havens elementer var resultater af praktiske kurser på stedet, som ikke altid var lige hensigtsmæssige i forhold til det overordnede design. Hun havde mange forskellige slags urter. Der var fornyelig kommet vilde orkideer i blomsterengen, de var dog blevet mejet ned af den mand hun havde hyret til at slå græsset.
9) 7.7.2002: The Anchorage
The Anchorage, Salisbury Road, Broughton, Stockbridge, Hampshire, SO20 8BX England
Steven Tidy har overtaget gården efter sin far. I 1983 begyndte han at drive den økologisk, og i 1990 efter permakulturprincipper. Der hører i alt 2 ha med til gården. Varerne sælges primært fra egen gårdbutik og lidt til en naboby. Han forkultiverer selv alle sine grøntsager i et drivhus. Drivhuset står på et fundament af kridt, som findes kun 40 cm nede i undergrunden her. Under plantebænkene er der et varmelager bestående af et ukendt antal 5 liters vanddunke. Det udligner temperatur udsvingene imellem dag og nat. Taget er lavet af termoplastic. Han har desuden et par elopvarmede mistbænke. Med disse særlige indretninger kan han starte dyrkning allerede i januar. Drivhusets bagvæg er lavet af træ, og her bor der murbier, som klarer den tidlige frugtbestøvning. Murbier starter flyvning tidligere på sæsonen end honning- og humlebier, så de er meget velkomne. Hele drivhuset er bygget af genbrugsmaterialer, og har altså været meget billigt.
Herudover har han 3 ½ polytunnel, som han dyrker grøntsager i. Den halve tunnel er fyldt med figentræer, som er meget tørketolerante. Temperaturen er mere stabil i en polytunnel end i et glasdrivhus.
Han har 80 æglæggende høns, som bruges til lugning rundt omkring i haven. De går i den anden halvdel af den halve polytunnel, hvilket er et klassisk permakultur design. Men det fungerede ikke efter hensigten, da der kom meget støv fra deres fjerdragt med et højt så indhold af kvælstof, at det sved planterne af.
Mange af grøntsagerne dyrkede han i højbede, hvor han kunne have lidt af hvert af en masse forskellige afgrøder, hvilket var godt for sortimentet i gårdbutikken. Hvis et bed ikke er i brug, puttes plastic over, mens jorden er fugtig for, at undgå udtørring. Samtidig dræber varmen under sort plastic ukrudt. Han bruger ikke organisk jorddække mellem planterne, da det giver for mange problemer med snegle. Om vinteren efterlader han planterester på bedene og putter også et lag kompost på, inden han overdækker med plastic. På den måde opnår han et godt såbed til næste år, da ormene pga. plastikken kommer helt op, og arbejder i det allerøverste jordlag. Højbedene er ikke dobbeltgravede på grund af den hårde kridtundergrund.
Han brugte meget at samplante i højbedene. Til arbejdet i dyrkningen brugte han ingen fossile brændstoffer. Som en negativ ting ved højbedsdyrkning nævnte han, at de lettere tørrer ud, og at de forbruger humus hurtigt.
Nogle af bedene havde han lavet, så de skrånede mod syd. Til såning og udplantning havde han lavet en afmærkningsrive. Den havde tænder placeret i den afstand, planterne skulle sås/plantes med. Så rev man blot først på langs af bedet og derefter på tværs. Derved fik man et mønster af firkanter, og der hvor linierne mødte hinanden puttede man sin plante i.
Til kompost samler han materiale igennem hele sommeren (inklusiv hønsemøg) i en stor bunke. Han bruger bl.a. russisk kulsukker og brændenælder. I efteråret vender han den og dækker den med plastic. Herefter når den hurtigt op på ca. 75º C i et par dage.
I år forsøgte han sig med et nyt bønnebed. Bønnerne var plantet rundt i en cirkel med plastic i midten. Cirklen var højere i midten, så når det regnede ville vandet løbe ud til hvor bønnerne gror. Til næste år vil han forsøge sig med at sætte squash imellem bønnerne, så de ligesom kunne dække plasticen.
Et andet sted forsøgte han at dyrke Amarant (rød havemælde) til hønsefoder. Den bliver ca. 2 m høj og har et højt protein indhold.
Der var også et stykke med den ældgamle kombination af majs, squash og bønner. Denne kombination kaldes »de 3 søstre«, hvor den ene søster desværre ikke var blevet til noget. Det var bønnerne som havde slået fejl. Det var ellers en bønne kaldet »peabean«, som både kan spises rå (med eller uden bælge) og tørret. Igen var der plantet i sort plastic.
Der var lavet levende hegn af en ikke-spiselig hassel. Den var 8 år gammel, men var vokset hurtigt op, da der havde gået høns under og gødet. De var plantet på række, og da de nåede en tykkelse på 3-5 cm i diameter, blev de foryngelsesbeskåret. Dvs. de er blevet skåret 2/3 igennem næsten helt nede ved jorden og bøjet ned, så de nu ligger vandret henover jorden. De skyder så nye grene lodret op, og derved får man et meget tæt hegn. Dette er en gammel traditionel måde at lave levende hegn på i England, og man ser dem overalt i det sydlige England. De er faktisk tætte nok til at kunne holde køer inde, så de har været brugt som indhegning i de gode gamle dage.
I 1991 havde Steven plantet mange træer og buske på gården – både for læ og for frugt. Der var paradisæbler, Victoria-blommer og forskellige slags hassel til nøddeproduktion. De sidstnævnte giver en stabil høst i september-oktober. Der behøves flere hassel for bestøvning, da de er fremmedbestøvede.
Hønsene hjælper til med at holde ukrudtet nede under frugttræerne, og de spiser skadelige orme. Måske er det derfor han ikke har problemer med orm i nødderne? Han får sine høns, når de er en dag gammel, og han har dem som æglæggere til de er 2 ½ år gamle, hvorefter de ender i køledisken i gårdbutikken. Problemet når de bliver for gamle er, at æggene bliver tyndskallede. Han vil nu forsøge med en anden race for at undgå dette. De bliver fodret med indkøbt hønsefoder, og det er det eneste energi-input, som kommer udefra. Der er flere indhegninger imellem frugttræerne, hvor de flyttes imellem hver ca. anden uge. Der er også 2 hønsehuse, som han skifter imellem, hver gang der kommer et nyt hold, for at eliminere sygdomsrisikoen.
Da træerne var små, havde han puttet dæk om dem, hvilket var et problem nu, hvor de har vokset sig store. Ved enkelte af de største træer var de begyndt at gro ud over dækket.
Til fremstilling af vin og syltetøj brugte han druehyld, som ifølge nogle bøger regnes for giftig. Hyld er glad for hønsegødningen, og hønsene elsker at spise af hylden, hvilket giver nogle flotte gule æggeblommer.
På sydsiden var der plantet et hegn af æbletræer, el (som er kvælstoffikserende) i midten og nød på nordsiden. Generelt dyrkede han en del frugtbuske under træerne. Han havde forsøgt sig med en skovhave, men den var groet til i brændenælder. Hønsene havde luget der og taget alt andet end brændenælderne, som til gengæld havde vokset meget bedre pga. hønsenes gødning. Samtidig havde træerne været plantet for tæt, så der kom ikke lys nok ned i bunden. Han mente, at det kun duede i troperne.
Der havde været rabarber imellem nogle spredte frugttræer i omkring 10 år, men nu var de helt groet til.
Steven kører et 5-års sædskifte bestående af høns på græs, lancetbladet vejbred (til opsamling af kvælstof), kartofler, grøntsager og græs (til camping).
Sammen med ca. 30 andre kører de et LETS system i det lille lokalsamfund. Det kører på 5 år, og omfatter arbejdskraft, varer og i det hele taget alt hvad man bruger penge til. Med LETS kunne han ansætte folk til hjælp med f.eks. lugning og høst frugt. Hvis han skulle betale for arbejdskraften med rede penge, ville det ikke være muligt at holde en fornuftig økonomi i det, og han ville i stedet selv blive overbebyrdet med arbejde.
Hans arbejdstid er 50-60 timer om ugen. Han har ingen traktor, og han mener ikke permakultur er noget for perfektionister. Frø bestiller han fra
www.organicseedsonline.com
10) 7.7.-8.7.2002: The Sustainability Centre, Permanent Publications
The Sustainability Centre, East Meon, Hampshire, GU32 1HR England
www.sustainability-centre.org/
www.permaculture.co.uk
Vi kom desværre for sent til vores aftale om rundvisning og gik derfor glip af den. I stedet slog vi telte op og gik lidt rundt på egen hånd trods et frygteligt vejr. Centret lå i en gammel militærlejr i en bygning, som havde været brugt til undervisning. Ellers var der ikke så meget nyt at se, og vi kunne i stedet glide tilbage og tænke på alle de mange ting, vi havde set og oplevet i løbet af den forløbne uge. Tiden var bare fløjet afsted, og vi var blevet bombarderet med nye indtryk, som det nok ville tage nogen tid at få ordentligt fordøjet.
Nogle af os fik købt bøger fra Permanent Publications, som har et stort udvalg af bøger om permakultur og andre økologiske og bæredygtige emner.
Ordforklaringer
C:N-forhold. Forholdet imellem kulstof og kvælstof. Det optimale ligger imellem 25:1 og 30:1. Hvis kvælstofindholdet er for højt bliver det hurtig meget varmt, hvor det brænder sammen, og bliver til en smattet masse. Hvis kulstof indholdet er før højt, går omsætningsprocessen meget langsomt, og når der ikke er mere kvælstof går omdannelses processen i stå.
Camp hill. En Camp hill er et sted hvor både psykisk handicappede og »normale« mennesker bor side om side i et fællesskab.
Dobbeltgravet. Man siger at jorden er dobbeltgravet, når man har gravet den i 2 spadestiks dybde.
Hævert. En slange der ved hjælp af tyngdekraften kan suge vand. Nogle kender det måske fra når man tømmer et akvarium for vand. Man stikker slangen i vandet, og suger indtil der kommer vand. Derefter løber det af sig selv.
Kanteffekt. En i kant naturen er hvor f.eks. skov møder mark, eller hav møder land. Det er her man finder den største biodiversitet. Det vil sige at man finder her både dyr og planter fra begge elementer, og opnår derved en dobbelt koncentration af arter i dette specielle område.
Kontur. Konturen er en linie i landskabet, som har den samme højde over havets overflade hele vejen igennem. Dvs. den er helt vandret. Det er vigtigt at arbejde med konturen på bakke skråninger og andre hældninger, da man vil forsøge at bremse vandet for at undgå erosion. Ved at lave terrasser eller »swales« på konturen, bremser man (regn)vandet, og får det til at synke ned i jorden, i stedet for at lade det rende ned på overfladen.
Kulsukkervand. Blade af planten lægekulsukker opløst i vand. Bladene lægges i en tønde med vand, hvor de ligger 2-3 uger, indtil de er opløst. Derefter kan det vandes ud som en flydende gødning.
Mulch. Det engelske ord for jorddække. Det er vigtigt at holde jorden dækket med enten levende planter eller dødt materiale. Hvis jorden ligger blottet får man erosion og udtørring.
Rudolf Steiner. Grundlæggeren af biodynamikken. Han blev født i Østrig i 1861 og døde i 1925. I juni 1924 holdt han en række foredrag om landbrug for omkring 100 landmænd, i det der i dag er kendt som Wroclaw i Polen. Der blev skrevet referat af foredragene, og det er disse referater der blev grundstammen i biodynamisk landbrug. I 1928 var der 66 biodynamsike landbrug rundt om i Europa, og »Demeter« navnet blev dannet, som er blåstemplet i dag for biodynamiske produkter.
Siveslange. En siveslange er en speciel slags vandslange, som nærmest er perforeret, så vandet kan trænge ud af hele dens længde. Ved at det sker over en stor længde, for man en stille udsivning, som er ideel til vanding.
|
