Den tredobbelte proteinmyte
© Leif Varmark, plantemad.dk, oktober 2010.
Proteinmyten er mere end 150 år gammel. Myten, som er tredobbelt, går ud på 1) at mennesket har brug for en masse protein for at kunne opbygge muskler, styrke og sundt liv i det hele taget. Desuden er det nødvendigt 2) at proteinerne er af en høj kvalitet, som kun forekommer i kød, mælk og æg. Og endelig skulle det være nødvendigt 3) at sammensætte kosten på en sådan måde, at de enkelte aminosyrer i proteinerne komplementerer hinanden, således at man ikke kommer i underskud af essentielle aminosyrer, især hvis man spiser overvejende vegetabilsk kost.
1 Proteinmængder
Kilde: John McDougalls nyhedsbrev om protein, december 2003. Link til højre.
Carl Voit Det startede i Tyskland i midten/slutningen af 1800-tallet (protein, dengang kaldt æggehvidestof, blev opdaget 1839). En af de første der ville undersøge menneskets proteinbehov var den tyske læge Carl Voit. Han mente, at hårdtarbejdende mennesker, som fik en god løn, ikke var afhængige af uvedkommende barrierer og derfor ville vælge den mad, der var naturlig for mennesket, og spise efter naturligt behov. Voits »forsknings«resultater viste, at et menneske havde brug for 48,5 gram pr. dag, men på grund af tidens fordomme anbefalede han 118 g om dagen! Efterfølgende europæiske og amerikanske forskere kom til resultater mellem 100 og 180. Ingen af dem undersøgte selve kroppen og dens funktioner, og ingen tog hensyn til, at der levede millioner af sunde og aktive mennesker i Asien, Afrika og Sydamerika, som kun indtog halvdelen eller mindre af de mængder protein (og meget lidt kød), som blev udnævnt til officiel norm.
Læs mere om Carl von Voit her
Russell Henry Chittenden I begyndelsen af 1900-tallet viste den amerikanske professor i biokemi, Russell Henry Chittenden, at det halve af de vedtagne normer var mere end nok. Han var stor tilhænger af kødspisning og højt proteinindtag, men undrede sig efterhånden over, hvorfor folk i Asien og Afrika klarede sig på meget mindre proteinmængder, og han besluttede derfor at finde det minimumsbehov af protein, som kroppen havde brug for. Han forudså, at overskud af protein ville belaste især lever og nyre. Han foretog videnskabeligt kontrollerede undersøgelser på sin egen krop, på studerende, på soldater og på atleter. Han havnede på 35-50 g protein om dagen – efter at han for en sikkerheds skyld havde fordoblet de mængder, han fandt frem til som nødvendige. Han fandt samtidig sundhedsmæssige forbedringer ved det lavere proteinindtag.
Læs mere om Russel Henry Chittenden her
Mikkel Hindhede Den danske læge og ernæringsforsker Mikkel Hindhede kom samtidig til nogenlunde samme resultat: 30-40 g protein pr. dag, også for arbejdere. Og i lighed med Chittenden fandt han en række sundhedsfordele ved en proteinfattig kost. Det kan man læse om i hans hovedværk »Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil« fra 1934, hvor han fra side 53 beskriver sine forsøg med »Æggehvideminimum paa Kartoffelkost« og fra side 65 »Æggehvideminimum paa Brødkost«. Fra side 73 har han en oversigt over udenlandske minimumsforsøg, hvor han nævner og kort beskriver lignende forsøg med lignende resultater fra Tyskland, Schweiz, Japan, Kina, Tyrkiet m.m.
Læs mere om Mikkel Hindhede her og her
T. Colin Campbell En af vor tids største ekspert på proteinområdet, den amerikanske professor i biokemi, T. Colin Campbell, anbefaler omkring 50 g, men det skal være vegetabilsk protein, og han siger i øvrigt også, at kroppens fysiske behov er nogenlunde halvdelen (»The China Study«, s. 308).
2 Proteinkvalitet
Kilde: T. Colin Campbell: »The China Study«, Dallas 2006, side 30-31.
T. Colin Campbell organiserede fra 1970erne det mest omfattende forskningsprojekt vedrørende kost, livsstil og sygdomme, som nogensinde er blevet gennemført med mennesker i den biomedicinske forsknings historie – »The China Study«. Han skriver:
Omkring otte aminosyrer, som er nødvendige for opbygning af kroppens vævsproteiner, må vi have tilført gennem den mad, vi spiser. De kaldes »essentielle«, fordi kroppen ikke selv kan danne dem. Hvis vi ikke får tilstrækkeligt af bare én af disse otte »essentielle« aminosyrer, vil kroppens syntese af de nytilførte proteiner foregå langsommere eller gå helt i stå.
Det er her, ideen om proteinkvalitet kommer ind i billedet. Proteiner af den højeste kvalitet er simpelthen dem, som ved fordøjelsen forsyner os med den rigtige slags og den rigtige mængde af de aminosyrer, som er nødvendige for en effektiv syntetisering af nye vævsproteiner. Dette er, hvad ordet »kvalitet« i virkeligheden betyder: madproteinernes evne til at forsyne os med den rigtige slags og den rigtige mængde af de aminosyrer, der skal danne vores nye proteiner.
Menneskekød, dyrekød og planter Gæt engang, hvilken slags mad vi bør spise for mest effektivt at få tilført de byggesten, som skal danne ny protein? Svaret er menneskekød. Det indeholder akkurat den rigtige mængde af de nødvendige aminosyrer. Men da vore medmennesker ikke ligefrem står på menuen, får vi det næst»bedste« protein ved at spise andre dyr. Andre dyrs proteiner ligner meget vores proteiner, idet de stort set har den rigtige mængde af hver af de nødvendige aminosyrer. Disse proteiner kan udnyttes meget effektivt og kaldes derfor »høj kvalitet«. Blandt de animalske fødevarer er det proteinerne i mælk og æg, som repræsenterer den bedste aminosyre-sammensætning til vores formål, og de opfattes derfor som værende af højeste kvalitet. Planteproteiner opfattes som »lavere« kvalitet, da de kan mangle én eller flere af de essentielle aminosyrer, men ikke desto mindre indeholder de dog som fødevare-gruppe dem alle.
Vækst, hurtig eller langsom? Kvaliteten af en bestemt fødevares protein bestemmes af, hvor hurtigt dyr vokser, når de spiser denne fødevare. Nogle fødevarer, nemlig animalske fødevarer, er kendetegnet af en meget høj effektivitetsratio og værdi med hensyn til protein. Begrebet »kvalitet« går i virkeligheden på, hvor effektivt proteinerne i vores mad kan bruges til at skabe vækst.
Dette ville være godt og udmærket, hvis størst mulig effektivitet modsvarede størst mulig sundhed. Men sådan er det ikke, og derfor er udtrykkene »effektivitet« og »kvalitet« vildledende. Rent faktisk forholder det sig sådan, at der er bjerge af overbevisende forskning, der viser, at »lavkvalitets« planteprotein , som bevirker en langsom, men sikker syntese af nye proteiner, er den sundeste type. Langsom, men sikker, vinder kapløbet.
Denne fokusering på effektiv kropsvækst, som om det var ensbetydende med sundhed og godt helbred, har tilskyndet til en kost med protein af højeste »kvalitet«. Som enhver sælger kan fortælle dig, vil et produkt af »høj kvalitet« øjeblikkelig opnå forbrugernes tillid. I mere end 100 år har vi ligget under for dette vildledende sprogbrug, og igen og igen har vi begået den ulyksalige tankefejl, at mere kvalitet er det samme som mere sundhed.
Planter indeholder alle proteiner Baggrunden for denne ide om proteinkvalitet er ikke særlig kendt, men ideens indflydelse på offentligheden var – og er stadig – højst betydningsfuld. F.eks. vil folk, der har besluttet sig til at gå over til en plantebaseret kost, ofte – selv i vore dage - bekymre sig om, hvor de skal få deres protein fra. Som om planter ikke indeholder protein. Selv dem, der ved, at planter indeholder protein, bekymrer sig stadig om dette proteins formodede dårlige kvalitet. Dette har fået folk til at tro, at de med minutiøs omhu nødvendigvis må kombinere proteiner fra forskellige plantekilder ved hvert måltid, således at disse proteiner sammen kan kompensere for enhver af de andres manglende aminosyrer. Dette er imidlertid at skyde langt over målet. I dag ved vi, at kroppen gennem sine enormt komplekse stofskiftesystemer kan skaffe sig alle de essentielle aminosyrer fra den naturlige variation af planteproteiner, som vi støder på hver dag. Det er ikke nødvendigt at spise større mængder af planteprotein eller at foretage minutiøs planlægning af hvert måltid. Uheldigvis har denne sejlivede ide om »proteinkvalitet« tilsløret disse kendsgerninger.
3 Proteinkomplementering
Frances Moore Lappe: Diet for a Small Planet. New York: Ballantine Books, 1971.
Frances Moore Lappe: Diet for a Small Planet, 10th anniversary edition. New York: Ballantine Books, 1982.
I 1971 udgav Frances Moore Lappe bogen »Diet for a Small Planet«, som blev en best-seller med mere end 3 millioner solgte eksemplarer og mange genudgivelser. Den handler bl.a. om, at sult i den tredje verden ikke skyldes mangel på mad, men at de sultende befolkninger ikke har tekniske og økonomiske muligheder for at få adgang til de eksisterende fødevareressourcer.
I denne bog hævder forfatteren, at det er nødvendigt ved hvert måltid at kombinere fødevarer med lavt indhold af en essentiel aminosyre med fødevarer med højt indhold af samme aminosyre. Dette er oprindelsen til myten om aminosyrekomplementering eller proteinkomplementering, som i tiden derefter blev taget op og udbredt af diætister og kostvejledere verden over.
Francis Moore Lappe har senere tilbagekaldt denne påstand. Hun var overforsigtig med sine formuleringer for at sikre sig mod kritik fra de officielle sundhedsmyndigheder, og i bogens 10 års jubilæumsudgave har hun taget afstand fra ideen om protein-komplementering: »For at imødegå myten om, at vi kun kan få protein af høj kvalitet fra kød, fik jeg forstærket en anden myte. Jeg fik givet det indtryk, at for at få tilstrækkeligt med protein uden at spise kød, var det nødvendigt at udvise særlig omhu med valg af vegetabilske fødevarer. Men det er faktisk meget nemmere, end jeg troede.«
Konklusion
T. Colin Campbell: »The China Study«, side 7.
T. Colin Campbell er biokemiker og en af verdens førende proteinforskere. Han organiserede fra 1970erne det mest omfattende forskningsprojekt vedrørende kost, livsstil og sygdomme, som nogensinde er blevet gennemført med mennesker i den biomedicinske forsknings historie. Han skriver:
Det var et massivt foretagende bragt i stand gennem et samarbejde mellem Cornell universitet, Oxford universitet og Det kinesiske Akademi for Forebyggende Medicin. New York Times kaldte det »Epidemologiens Grand Prix«. Dette projekt undersøgte en bred vifte af sygdomme, kostvaner og livsstilsfaktorer i Kinas landdistrikter og senere i Taiwan. Projektet, som blev almindelig kendt som »The China Study«, resulterede efterhånden i mere end 8000 statistisk signifikante sammenhænge mellem sygdomme og forskellige kostrelaterede faktorer!
Det der gjorde dette projekt særligt bemærkelsesværdigt er, at blandt de mange forbindelser, som er relevante mellem kost og sygdom, var der så mange, der førte til samme konklusioner: mennesker, der fortrinsvis levede af animalsk baseret kost, fik flest kroniske sygdomme. Selv indtagelsen af forholdsvis små mængder animalsk kost var forbundet med alvorlige konsekvenser. Mennesker, som fortrinsvis spiste plantebaseret kost, var sundere og mere tilbøjelige til at undgå sygdomme. Disse resultater kunne ikke ignoreres. Fra de første eksperimenterende forsøg med dyr vedrørende virkningerne af animalsk protein til dette massive studie af menneskers kostmønstre viste resultaterne sig at være entydige. Sundhedstilstanden hos mennesker, der spiste henholdsvis animalsk eller plantebaseret kost, var bemærkelsesværdig forskellig.
Jeg stillede mig imidlertid ikke til tåls med resultaterne fra vores dyrestudier og det omfattende menneskestudie i Kina, hvor stort et indtryk de end gjorde. Jeg begyndte at indsamle andre forskeres resultater, og de viste sig at være nogle af de mest spændende forskningsresultater i de sidste 50 år.
Denne nyere forskning – som beskrives i Del II i denne bog – viser, at hjertesygdomme, diabetes og fedme kan standses og afvikles ved hjælp af en sund kost. Anden forskning viser, at forskellige kræftformer, autoimmune sygdomme, knoglesygdomme, nyresygdomme, syns- og hjerneforstyrrelser i alderdommen (som f.eks. kognitiv dysfunktion og Alzheimer's) på overbevisende måde er påvirket af den mad, vi spiser. Og det vigtigste: den kost, vi taler om, og som altså viser sig at kunne afvikle og/eller forebygge disse sygdomme, er den samme naturlige, plantebaserede kost, som jeg i løbet af mine laboratoriestudier og The China Study opdagede kunne fremme optimal sundhed. De videnskabelige resultater er entydige.
Læs mere om »The China Study« her
Hvis man spiser en varieret, fiberrig fedt-, sukker- og saltfattig plantekost uden animalske produkter, bestående af frugt, grøntsager, bælgfrugter, fuldkornsprodukter samt lidt nødder og kerner, så får man alle de essentielle og ikke essentielle aminosyrer (proteiner), fedtstoffer og kulhydrater, man har brug for, samtidig med alle vitaminer, mineraler, kostfibre, antioxidanter og fytokemikalier, man har brug for – undtagen vitaminerne B12 og D, som tages som kosttilskud. Hvis man dertil dyrker en smule motion og kommer ud i solen, kan man ikke leve sundere.
